Sten for sten får skovhaven form

Trædestenene er blevet leveret

Nu skal der laves stengange i skovhaven – gange med trædesten og trædebregner mellem stenene.

Da jeg for snart en del år siden begyndte at lave skovhave i den trekantede have langs vejen, var det bare fantastisk, at der overhovedet kunne komme noget der. Jorden er tør, fordi de store træer tager det, de vil have, uden hensyn til småplanterne. Og ud over de store træer, der skygger fra oven, vender havens åbne side mod nord. Mod øst er der kæmpe træer, og mod syd slagskygge fra skrænten op til græsmarken. Ikke optimale forhold for ret meget andet end mos.

Nogle ville sige, det ville være en umulighed at få noget ud af det stykke jord.

Det er det bare ikke. Løgplanter og anemoner trives der, hvor der er lys i foråret, og begge dele forsvinder, når træernes blade lægger tag over skovbunden. Det går fint – ligesom ude i den vildere natur.

Bagerst i haven havde vi allerede plantet rododendron, og de vokser godt i skyggen. Kæmpestore er de blevet. De vokser jo også i underskoven i Skotland, har vi set.

Men løg, anemoner og en – omend meget stor – klump rododendron er ikke nok til at lave en have, og gennem årene har jeg begået mange fejltagelser, når jeg har plantet noget (jeg håbede) kunne vokse der. Alligevel er haven blevet ganske frodig at se til.

Efterhånden er alt vokset, og den oprindelige ide med tre ovale bede på stribe med græs imellem dur ikke længere. Det hele bliver nu lavet til ét stort bed, men med to stengange imellem, så man kan komme omkring.

En af græsgangene, der skal nedlægges.

Det er det, trædestenene er købt ind til. Jeg har slået mig noget i tøjret, for trædesten er dyre, og fragten koster lige så meget som stenene. Derfor havde jeg også først tænkt mig nogle fliser af en slags, men Husbonden sagde højlydt nej. Der skulle ikke beton i bedene, det skulle være natursten.

Nu står pallen der. Både sten og fragt er betalt, og så må man jo bare se at få tjent nogle nye penge. Forhåbentlig kan jeg købe lidt afrettersand til at lægge stenene i hos vores dygtige anlægsgartner oppe på hjørnet. Så kan fragten klares med trillebøren, og det er ned ad bakke, når den er tungt lastet.

I en halvcirkel omkring det store ahorntræ, der står lige midt i hækken ud mod vejen, har jeg lagt sten fra stenbunken. Jeg har fyldt op med jord, og i weekenden blev der plantet i jorden. Tørketålende planter. Mest skovfrytle, som har bredt sig vildt, siden jeg fik nogle stykker af Lisbeth fra Ebeltoft.

Skovfrytle i blomst

Der var nok at tage af, og de skulle begrænses under alle omstændigheder.

Et bredt stykke midt for er plantet til med pomeranshøgeurt, der også havde bredt sig noget mere end ønsket i bedene. De skal give lidt farve der i skyggen, når de blomstrer. Pomeranshøgeurt kan vokse i stengærder, så mon ikke de også overlever der?

Med alle de sten håber jeg, at haven får lidt mere form og lidt mindre følelse af tilfældighed og knopskydning, og så kan jeg gå rundt og beundre værket med meget lange og trætte arme og en stærk følelse af uovervindelighed 🙂

God mandag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Sten for sten får skovhaven form”

  1. Vores have er blivet forsømt igennem gennem et pr år og kun det mest nødvendige noget er blivet jeger blivet diagnostiseret med Spinal stenose og fruen lider af slidgigt

    noget er blevet ordnet igennem Gartner men det koster spidsen af en Jetjager, så man må give en skalle når der er overskud på Kontoen

    god indian summer

    Like

      1. Kære Karen!

        jeg kan betro dig at Spinal stenose er en træls Diagnose at få, fra at dyrke Fitness flere gange om ugen til at kunne næsten ingen Ting. Gåture med Hundene er skåret helt væk.Det tager Fruen sig af, alternativ behandling som er blevet rost til Skyerne(akupunktur) har sådan set ikke haft nogen virkning overhoved, en operation kan efterlade mig i en kørestol og den chance tager jeg altså ikke

        Like

  2. Du har en dejlig have servet ud til når du viser der fra. Trædesten er flotte så dem bliver du glad for. Med det smukke sensommer vejr vi har nyder jeg meget min altan, der har jeg også en del blomster og buske. Har kun en stol der ude så plads til meget.

    Like

    1. Hej Jonna,
      Ja, vores have er dejlig – og arbejdskrævende. En have er aldrig færdig, og det er nok noget af det gode ved sådan en. Det samme gælder en altan, for der er altid nye ideer, der trænger sig på, ikke?

      Like

  3. Det skal nok blive godt! 😊👍Det må være dejligt med en stor have, der byder på så mange muligheder. Efteråret er en skøn tid i haven, hvor man både kan drømme, planlægge og knokle! Knokleriet har man glemt, når man ser resultatet til sommer! Og skuffelserne må man ta’ med oprejst pande.😉

    Like

    1. Det er også dejligt med en stor have, selvom jeg på havebesøg er forundret over, hvor meget have nogle kan få ud af 700 m2. For eksempel Hanne Moldt, hvis have jeg besøgte tidligere på året.
      Og ja – efteråret er den bedste tid til havearbejde, især når dagene er så skønne som nu ❤

      Like

Der er lukket for kommentarer.