Nu ligger de i kassevis i alle supermarkeder: de sovende påskeliljer. De koster næsten ingenting, og selvom en hel vase fuld kræver mange bundter, kan man med et enkelt bundt lave den fineste påskepynt.
Jeg køber dem i massevis hvert år op til påske. De holder ikke så længe, men de er så glade og kønne. I år har jeg sat påskeliljer i en kande sammen med grene fra haven.

Forsythiagrene og grene fra den fældede korkelm. Selvom træet er fældet, er der alligevel så meget krudt i stammen, at det ligger der og blomstrer.

At tage de blomster ind lignede en rigtig god ide, men de drysser altså vildt. Jeg siger det bare. Men kønt ser det ud med de små knudelignende blomster.
En anden nem ide er at lave små påsketræer. De kan stå alene i et glas eller en krukke, eller de kan indgå i en større dekoration. Hvordan man laver dem, kan du se her:
Man kan også bruge dem enkeltvis. Det er også rigtig effektfuldt.

Man kan lade stænglerne være naturligt lange eller klippe dem kortere, så de kan passe i små vaser.

Eller man kan klippe dem helt korte og lade dem kigge op fra en skovbundsdekoration.
Man kan gøre meget ud af dem, eller meget lidt. Uanset, hvad man gør, kan man få rigtig meget dejlighed ud af sådan et lille bundt til 8 kroner.

Sådan et bundt bør man unde sig selv, når man alligevel er i Rema efter kartofler, ikke?
God fredag.

Jo, det bør man unde sig – det er næsten en forbrydelse at lade være, når de fx i denne uge koster 3,65 kr pr. bundt i COOP 365.
Og tak for masser af inspiration. Jeg skærer efeu med frugter af og sætter påskeliljerne i vaser sammen med dem. På denne måde kan man sætte relativt få blomster i en stor (og bred) Altovase – samtidig med, at der kommer en masse grønt blandt de nøgne blomsterstængler.
LikeLike
En skam, der ikke er en COOP 365 her i nærheden 🙂 Efeufrugterne er så kønne og særprægede. Dem bruger jeg også i mange dekorationer. Min mand vil helst klippe dem af, men…
🙂
LikeLike