Ja, brok er der nok af, og jeg har det to steder. Heldigvis kan man blive opereret for det, og det skal jeg her i slutningen af februar.
Da jeg havde lungebetændelse i julen, hostede jeg så meget, at jeg fik fibersprængninger i ryggen og også en underlig bule på maven. Jeg spurgte lægen, om det var en hævet kirtel, og hun mærkede hun efter og mente, det var en brok. Hmmm – brok? Er det ikke sådan noget, små drenge får? Det viste sig så, at det var det ikke. Faktisk var det meget almindeligt hos gamle – øh midladrende, rettede hun det hurtigt til – damer.
Siden er det gået slag i slag. Undersøgelser, scanning og nu besked om dato til operation. 20. februar. Meget snart. Og mig, der stort set aldrig er syg og hader at være det (og hader bare at tænke på sygdom).
Det er temmelig skræmmende som al kontakt med læger og sygehuse er. Bare at skrive om det, får mit blodtryk til at stige, så det damper. Det går i den grad ud over mit selvbillede som megastærk og rask. Men det kan man jo ikke være hele tiden, siger overhjernen. Og det har den da ret i.
Det er ikke sådan, jeg ikke godt ved, læger ikke er farlige, men at de faktisk er der for at hjælpe. Det ved min overhjerne godt. Det er bare det, at min krop/øglehjerne ikke ved det. Den går i fuld ‘fight or flight’ – kæmp eller flygt – mode, bare jeg kører forbi en lægekonsultation i en fremmed by. En slags fobi? Eller er det bare, at tabet af kontrol er så omfattende, når man kommer i sundhedssystemets klør?
Bare tanken om hospitalstøj, tålmodig venten, at være helt væk, mens nogen skærer i en. Det er altså ikke bare lidt skræmmende, det er meget skræmmende.
Og man kommer til at tænke på alt det, der er i vejen med en. Lidt for mange kilo på maven, lidt for glad for god mad og vin, lidt for tilbøjelig til at gøre hundeturene kortere i møgvejr. Magelig. Bøger i stedet for fitness. Håndarbejde i stedet for håndvægte. Alt afsløret, når man ligger bevidstløs der og bliver skåret midt over. Jeg kan næsten høre dem tænke: Hvor er din rygrad, kvindemenneske?
Heldigvis når jeg at blive opereret i tide til, at perioden bagefter, hvor man ikke må løfte noget, er overstået, når havesæsonen begynder for alvor. Jeg vil prøve at tænke blomstertanker og fuglefløjt i stedet for at bekymre mig om noget, jeg virkelig ikke kan gøre noget ved.
Jeg er kommet i reparationsalderen, jeg bliver repareret, og så er der vel virkelig ikke noget at brokke sig over, er der?
God fredag.
Dalsgaard i Skivholme 
Åhh, jeg krydser fingre og alt hvad der lige kan krydses den 20. Jeg forstår dig altså – og var den 4. januar (midt i snestormen) samme sted, bare for galdesten.
Bare lugten, altså!
Manglende lyst til at iføre mig hospitalstøj og hvidt plastikarmbånd med CPR-nummer – tjek.
Lyst til at løbe langt væk meget hurtigt (hvis bare jeg kunne) – tjek.
Bekymring for at de ville mene at sådan et gammelt skrog var lige til at grine ad – tjek.
Overbevist om, at jeg aldrig ville vågne igen – tjek.
Overbevist om at jeg ville komme til at lide af alverdens (livs)farlige eftervirkninger – tjek.
Bange som … ved tanken om at miste autonomi, helbred og et par timer af mit liv – tjek.
Jeg fortalte dem, der gad høre på mig – og det gad de altså alle sammen! – hvor bange jeg var, og deres beroligende og til tider leende svar var opløftende.
Jeg overlevede og har det FINT i dag.
Jeg er sikker på at det samme bliver tilfældet for dig.
LikeLike
Du er fan tastisk, Charlotte 🙂 Du rammer lige hovedet på sømmet, og det er godt at kunne more sig over sig selv. Min sans for humor var midlertidigt sat ud af kraft af en kittel og et blodtryksapparat, men nu fniser jeg lidt igen 😀
LikeLike
Nej, Karen, det skal du altså ikke bekymre dig så meget om. Jeg har prøvet operation en del gange efterhånden, og jeg har de bedste oplevelser af omsorg, hjælpsomhed og dygtighed. Sjældent har jeg oplevet, at så mange mennesker ville mig det bedste.
Nu skal du ikke belemres med mine operationer, men et par af dem har været i den farlige ende, og det er gået godt. Selv narkosen var behagelig, men jeg fik også at vide, at det var det stof, som bl. a. Michael Jackson tog!!!!
Men jeg forstår dig jo godt. At komme på sygehus er bestemt ikke noget, man på forhånd gerne vil. Men jeg har altså hver gang følt, at de var der for mig, og det er godt at vide, når/hvis det bliver nødvendigt.
Pøj-pøj med operationen. Det skal nok gå godt.
De bedste hilsner
Bodil.
LikeLike
Tak for de opmuntrende ord, Bodil 🙂 Jo mere, jeg hører fra andre, jo mindre bekymrer det mig. Jeg skulle jo nødig klage i forhold til folk, der er rigtig syge – og dem, som ikke engang en operation kan hjælpe. Det er bare den der skræk for sundhedssystemet, en ren fobi, der spiller op.
Mange hilsener, Karen
LikeLike
Kære Karen,
God bedring 🙏
Ja vi kommer alle i reperationsalderen og må konstatere at lige pludselig er vi ikke længere så sunde og raske som vi gik og troede. Men lægerne bliver da heldigvis dygtigere og dygtigere, og mange screeningtests finder mange sygdomme i opløbet, så det er lettere at “reparere”.
Jeg håber du snart er fit for fight igen
Birgitte
LikeLike
Tak, Birgitte. Det er rart at høre fra andre, der har prøvet det samme. Det er flere, end jeg anede. Det skal nok gå det hele.
vh/Karen
LikeLike
Nå for søren! Jamen det går jo nok alligevel. 🙏🏻 Rgtig god bedring og held med at tænke positive tanker.😉Du må lige holde dig lidt på maven, når du læser videre.😁
For mange år siden, som elev på en kirurgisk afdeling, skulle jeg gøre alt klar til at modtage et 3 års barn med navlebrok. Vi spærrede godt nok øjnene op, da falckfolkene ankom med en dame på 103 år!! Det kunne datidens CPR-system ikke lige finde ud af! Så jeg fik travlt med at finde en lidt større seng OG noget lidt større hospitalstøj!😂😂
LikeLike
🙂 Ja, der må I godt nok have spærret øjnene lidt op 😀 Man hører jo også af og til om folk, der får brev om, at de skal starte i 1.klasse – når de er 107. Mon de skal medbringe begge forældre? 😀
LikeLike