Vinteropbevaring af sarte planter

Efter weekendens morgenfrost føltes det ikke længere helt sikkert at have drivhuset fyldt med eksotiske vækster. Hverken hibiscus, dipladenia eller pragtlilje er særligt begejstrede for frost.

Der kan såmænd gå lang tid, før der igen er frost i engen, og der kan gå endnu længere, før den sniger sig ind i haven og drivhuset. Men alligevel. Det plejer jo at være her omkring efterårsferien, det sker. I hvert fald her i den kolde del af Østjylland.

Udsigt på en kold og klar morgen
Kold og klar søndag

Så i går eftermiddags flyttede de eksotiske vækster ind i varmen. Ja, faktisk ind til de to ‘kennelhunde’, der bor i den forhenværende B&B. Det krævede lidt ekstra sikkerhedsforanstaltninger – der er stillet to paller op foran vindueskarmene, så de ikke ‘kommer til’ at vælte planterne. Det ser i bedste fald lidt rustikt ud, men det virker.

Nu gælder det om at holde planterne i live indtil hen omkring maj. Det handler især om, at de skal have vand, men ikke for meget. Jeg kørte derfor en tur ud til Zinkbakken i Låsby og købte nogle lave, grønne vandingsbakker af plast. De allerlængste han havde. Der var også meget flottere bakker af zink, men de her opfyldte formålet til en billig penge.

Foto: Zinkbakken.dk

I bakkerne lagde jeg nogle gennemvædede, 3 cm tykke oasisstykker, tog potterne ud af de skjulere, de har stået i inde i drivhuset, og satte dem på de våde oasisstykker. Nu skal bakkerne bare holdes våde, så tager planterne selv det, de har brug for.

Om der er vandmangel i bakkerne, kan jeg se udefra, når jeg går forbi. Smart, ikke?

Hibiscusplanterne er kommet ovenpå til mit arbejdsbord, hvor de også stod sidste år. Der er godt med lys, og det elsker de jo. De står også i vandingsbakker på samme måde.

Hibiscus i drivhuset
Hibiscus i drivhuset i weekenden – nu er de flyttet ind.

Nu skulle der være styr på det. Det kan virke som meget bøvl for at overvintre nogle planter. Hvorfor ikke bare købe nogle nye næste år? Tja, for det første bliver jeg så ked af det, når planter dør fra mig. Hibiscusplanter kan blive meget gamle, hvis man behandler dem rigtigt (lys nok, varme nok, vand – nok, men ikke for meget – stille på oasis og vande nedefra). Mine har nu stået i henholdsvis to og tre år.

For det andet er sådan nogle store planter hundedyre – ikke mindst dipladenia.

Men allervigtigst: Jeg har fået dem forærende, de er allerede flere år gamle, de har været med på Flower Show i 2022, og min gode haveven Helle Graff har haft tillid nok til at overdrage deres ve og vel til mig. Det sidste er det vigtigste.

Hvide dipladenia og grålilla hibiscus

Imens bor hundene smukt, og jeg kan holde et øje på planternes trivsel, hver gang jeg skal over for at hente og lufte de to små, søde og frække øgler.

God tirsdag.

PS: Pragtliljen skal ikke have vand om vinteren. Den er i gang med at visne ned efter blomstringen, og det skal den. Den skal visne helt væk. Dens knolde vågner igen i maj, når de bliver plantet i ny jord.

Pragtlilje Gloriosa
Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Vinteropbevaring af sarte planter”

  1. Det er så klogt af dig at få ordnet sådan noget i god tid. Jeg er slem til at vente så længe som muligt, fordi jeg tror, at planterne har det bedre ude end inde, og at den inde-tid kan blive lang nok. Men så går det altid sådan, at jeg bliver overrumplet af pludselig frost, og så skal det ske med det samme og måske ubelejligt, da der var andre planer.
    Jeg tænker her på pelargonier og fuchsier, som jeg har mange af, og som står ude. De kommer ind i et frostfrit havehus.
    Måske jeg skal følge dit eksempel. Der er faktisk mange forskellige gøremål i efterårshaven. I går begyndte jeg at lægge løg.
    God arbejdslyst i haven.
    Hilsen Bodil.

    Like

    1. Sådan har vi det vist alle sammen med et eller to af projekterne i haven. For mig er det løgene, der er min dårlige samvittighed. Elsker løgblomster, men kan ikke døje at lægge dem 🙂 Men jeg må i gang.
      Nu skal drivhuset lige ryddes op i dag efter arbejde, og så må jeg hellere forbi Billigblomst i morgen efter lidt efterårspynt. Der er blevet så bart…
      Også god arbejdslyst til dig.
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.