Roser ved vejen

I bedet ved indkørslen står en rose. Den var noget af det første, vi plantede, da vi begyndte at anlægge haven, så næste år bliver den 20 år gammel. Det er en Alba rose, og jeg husker ikke længere navnet.

Vi havde set et billede i et Isabellas af sådan nogle roser ved en indgang, og dem måtte vi også have. Vi skulle jo starte et sted og ved indgangen virkede som en rigtig god ide. Du skal huske, at for 20 år siden så haven sådan her ud, og vi var nærmest desperate for at få bare lidt pænt at se på.

Den var lillebitte, da den blev plantet, men voksede sig hurtigt stor og flot.

Den har været klippet ned til sokkeholderne flere gange. For den har det med at blive tynd og ranglet og helt bar i bunden. Næste år skyder den igen. Den må have en enorm mængde energi oplagret i rødderne. Lige nu er den helt på toppen. Det er, så man lige er nødt til at stoppe og og beundre den andægtigt, hver gang man går forbi. For sikke dog en masse blomster – sikke dog en frodighed – sikke en summen af bier, der tiltrækkes af dens fine, sarte duft.

Blomsterne er fyldte, og de lægger ud med at være sart rosa.

Derefter udvikler de sig og bliver løsere i blomsterbladene (og giver adgang til bierne). Farven skifter fra sartrosa til kridhvid.

Desværre er Alba roser ikke hverken remonterende eller af slagsen ‘blomstrer uafbrudt hele sommeren’. Den er færdig på en 14 dages tid. Det vidste vi ikke meget om dengang. Vi har tit tænkt på at skifte den ud med en anden slags, der ligner, men som bare blomstrer i længere tid. Det er jo så smukt med en ‘velkommen’ rose ved indkørslen.

Der er bare det, at man ikke kan plante en ny rose der, hvor der har stået en før. Det er noget med, at der kan være svampe i jorden, der forårsager ‘rosendød’. Den slags uhyrer skal man ikke spøge med. Så indtil videre bliver rosen stående. Og det er vi glade for lige nu, hvor den bare blomstrer så overdådigt.

God fredag.