Så blev der plukket Mariebær

Kapløbet mellem solsort og menneske er i gang: Hvem får først fat i Mariebærrene?

Det blev uafgjort – eller måske kan man sige, at vi deler dem lige over. Da jeg kom for at plukke, nu hvor de små hyben endelig havde fået den rigtige, røde farve, fløj tre solsorte op fra buskene med en forurettet skræppen. De var jo lige midt i frokosten, og der kom jeg spankulerende med en balje og en saks for at stjæle maden lige for næbbet af dem. Lige groft nok.

De var gået godt til den på læsiden, men der hvor vinden suser, var der mere end nok til årets dekorationer.

Det blev til en ny, lille krans, en ny buket over brændeovnen, og et nyt lille træ. Resterne fra baljen blev stukket i en lille b-green potte, der er glimrende til dekorationer, men faktisk alt for lille til planter.

Det gode ved Mariebær er, at de tørrer så fint. Kransen fra sidste år er stadig blank, selvom bærrene er falmet en anelse. Den ligger på et kobberfarvet fad, der fremhæver bærrenes nu mere rustrøde farve.

Den røde Cocoon vase på hylden over brændeovnen står som regel med en buket Mariebær. Med vase, bær og valmuebilledet bliver det til et glødende centrum i stuen. Bærrene skal dog helst skiftes hvert år, for de bliver altså støvede, og en million Mariebær er ikke lige sådan til at tørre støv af på.

Den nye krans skal jeg finde på noget med. Den må gerne komme op og hænge. Men det bliver ikke på hoveddøren. Det har jeg prøvet, og der blev den spist af fugle på et par dage.

Fuglen og den fattige skal også være mæt, siges det. Lev og lad leve. Ok. Til en vis grænse. Der er Mariebær nok til fugle og mus derude. De kunne godt holde sig fra mine, skulle man synes.

God fredag.