I går eftermiddags, mens regnen silede ned, sad jeg og bladrede opskrifter på nettet. Jeg faldt over noget, der lød besynderligt. Bacon Jam. Baconmarmelade? Jeg blev nysgerrig og læste videre.
Bacon Jam blev anbefalet som topping i en burger. Hmmm – bacon i burgere ved vi jo er godt, men syltet bacon? Det var nyt, så det måtte prøves. Vi havde taget en pakke hakke op til aftensmaden, og det lå lige for at teste en ny opskrift.
Og Bacon Jam smager faktisk rigtig, rigtig godt på sådan en hakkebøf og helt sikkert også i en burger. Krydret, sødt, skarpt – og selvfølgelig af bacon. Hvis du også har lyst til at prøve, er opskriften her:
100 g bacon i små tern/strimler (vi havde en pakke baconskiver i køleskabet)
1 lille finthakket løg
2 spsk kold kaffe
1,5 spsk æbleeddike
1,5 spsk soya
2 spsk brunt rørsukker (det der karamelbrune fra Lidl, som vi altid har på lager)
Steg baconternene sprøde på en pande. Læg dem til afdrypning på køkkenrulle og fjern det meste af baconfedtet fra panden. Lad 1 spsk baconfedt blive tilbage og steg løgene klare i fedtet. Læg baconternene tilbage på panden og tilsæt kaffe, æbleeddike, soya og sukker og kog det ind til en sirupsagtig konsistens.

Superenkelt. Nu har du en intens baconmarmelade, du kan putte på toppen af din burger eller hakkebøf. Det strækker langt, og jeg tænker, at resterne kunne blive ret fantastiske i en toast med cheddar.
Det er ikke slankemad eller det, man kalder udpræget sundt, men det smager godt, man bruger ikke ret meget af det, og som en klog mand engang sagde: Man bliver ikke smuk af ingenting.
God tirsdag.
Den opskrift må jeg prøve
LikeLike
Fortæl, hvad du synes om den, når du har prøvet den 🙂
LikeLike
Det var fantastisk 🥰🥰🥰 Jeg er på low fodmap diæt og måtte derfor udskifte løg med fintklippet forårsløg, men det fungerede så fint – jeg brugte det til bagte kartofler med basilikumsmør, revet cheddar, hakket økologisk skinke og peanuts. Super let aftensmad, som helt klart blev peppet lækkert op af baconjam
LikeLike
Det lyder vildt lækkert, og sådan en aftensmad er lige det, ens mave kan drømme om 🙂
LikeLike
Du ER altså god til at finde nye opskrifter! Tak for denne – det må prøves næste gang hunde / jæger folket kommer til frokost.😁
LikeLike
Tak, Birte – jeg elsker at surfe opskrifter, og så bliver man jo inspireret.
Noget med bacon er altid godt til outdoor folket – det og så gryderetter med masser af kød og kartofler. Når det er vores tur til at lave mad til jægerne, får de Beef Stew hver anden gang og skipperlabskovs de andre gange 🙂
LikeLike
Dét lyder godt – rigtigt godt! Tak for tip, den opskrift fyrer jeg af snarest. 🤗
LikeLike
God fornøjelse 🙂
LikeLike