Opstamning

Inspireret af, hvor meget det pyntede med en studsning af haven, tog jeg grensaksen med rundt i weekenden.

Der stod opstamning på programmet.

Opstamning er en god ide, når man når dertil, at en busk eller et træ begynder at blive en massiv klods i haven. For nogle år siden var det den store troldhassel, der fik tur. Det pyntede mere, end jeg på nogen måde havde troet. Pænere ja, men så pænt? Dejlig overraskelse.

I weekenden blev parykbusken ramt af min opstamningsiver. Den bliver i forvejen holdt nede, så den passer i størrelse til bedet. Men den var begyndt at sætte rodskud, og den var ved at blive til sådan en klump…

Nu er den fin.

Der er helt bart under den – helt ud i græsplænen, men det skal der hurtigt blive gjort noget ved. Lidt løgplanter og primula, tænker jeg. Jeg har primula stående klar til udplantning, og løgene, jeg bestilte kommer jo her engang i løbet af september. Der skal også noget i til senere på sæsonen, men den tid, den sorg.

Også nogle af de stedsegrønne i haven har fået tur. Det ser ikke så kønt ud i starten, men efter en tid falder de på plads og får nye skud. Og hvis alternativet er, at man helt skiller sig af med busken, sker der jo ikke noget ved at prøve sig frem.

Ligesom den lille saks og rosensaksen er grensaksen en nyttig ting, når man skal lette havens udtryk lidt. Man kan næsten sige, at volden eskalerer. Først den lille saks, så rosensaksen og nu grensaksen. Men mon ikke, der er mere, der skal studses? Når man først er kommet i gang, kan intet stykke grøntfoder vide sig sikkert.

God tirsdag aften.