Buketter fra vildtstriben

Husbonden har lavet en vildtstribe i toppen af græsmarken.

En vildtstribe fyldt med lækkerier til især rådyr. Vildtstriben består mest af foderkål,

men der er også fine, blå blomster imellem, smukke kornaks og nogle brede græsser med store, overhængende frøstande.

Når de springer lidt mere ud, skal der vist plukkes til tørring til vintervaserne.

Da jeg først så de små og meget blå blomster kriblede det i fingrene for at plukke dem. Men øv – de blå blomster blomstrede kun ganske kort. Faktisk kun en halv dags tid.

Til gengæld får de nogle ret fantastiske frøstande, der fungerer rigtig godt i buketter. Det er nok også dem, der er mad til vildtet. Et rådyr bliver ikke ret mæt af en mundfuld blå blomster.

De kønne frøstande kan sammen med floks eller andre blomster fra haven hurtigt blive til en af de uformelle, små buketter, jeg er så glad for.

Set i forhold til hele marken fylder vildtstriben ikke meget. Alligevel er det en pænt stor stribe. En stribe, der kan fodre råvildt og harer, som fasaner kan gemme sig i, som hundene kan snuse i, og som jeg kan lave buketter fra. Der er nok til alle.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Buketter fra vildtstriben”

  1. Hvor er det fint, er de blå blomster hørfrø?. Jeg kan se flere steder med disse striber ved markerne og det er så fint 😊. Nu mangler vi bare at kommunerne også tager den idé til sig på mange af deres arealer – hvor svært kan det være, at lave noget der både er pænt og nyttigt istedet for al det ukrudt alle vegne. I min optik er biodiversitet ikke lig med mest mulig ukrudt flest mulige steder 🤨

    Like

    1. De blå er hør, men vist ikke dem til hørfrø. Det er en foderblanding, der er sået, så jeg har ikke helt styr på, hvad der er i. Jeg er helt enig med dig om biodiversiteten. Det kan sagtens se pænt ud, men kommunerne kalder det vist bare for ‘vild med vilje’, fordi de vil spare penge. Sådan er der så meget…

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: