Så skete det

I morges meget tidligt angreb russerne Ukraine. Det var ikke nogen overraskelse – og alligevel havde man jo håbet, at forhandlinger og sanktioner kunne forhindre en krig.

Nu er krigen i gang.

Jeg er bange. Rigtig bange. For jeg tror ikke, det stopper der. Jeg er bange for, det breder sig. At bolden ruller nu og ikke kan stoppes.

Alligevel er det bare en torsdag. Jeg arbejder hjemme, hundene er begyndt at sende signaler om, at det er tid til en formiddagstur, solen skinner lidt mellem regnbygerne.

De røde kornelgrene, jeg tog ind for nogle dage siden, er begyndt at springe ud, og mejser og dompapper flyver frem og tilbage fra foderbrættet. Alt er normalt.

Bortset fra, at ved siden af computeren kører tabletten med den ene ‘breaking news’ efter den anden. Det hjælper ikke at følge med, men det er svært at lade være.

Nato har lovet at hjælpe Ukraine. Da England i 1939 havde lovet at hjælpe Polen og erklærede Tyskland krig, gik der flere måneder, før det kom til egentlige kamphandlinger. The phoney war – den falske krig – blev de måneder kaldt. Men så gik det da ellers løs. 100 millioner mennesker senere var krigen slut. Den historie kender vi alt for godt – og alligevel ser det ud til, den er glemt – eller at ingen har lært noget af den.

Jeg håber og beder til, at man ikke kan drage direkte sammenligninger. Det er bare svært ikke at tænke de tanker. Jeg håber, vestens overlegne økonomi kan stoppe russerne. Men under ‘the phoney war’ blev der også brugt økonomiske repressalier overfor Tyskland, og jeg er alvorligt bange for, at Putin hellere vil lade befolkningen sulte end opgive sit lille ‘Projekt Storrusland’.

Lad os håbe… der er ikke meget andet, vi kan gøre.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Så skete det”

  1. Ja, jeg er ikke forbavset over Putins invasion. Den måtte jo komme. Måske vil det i første omgang lykkes ham at tvinge Ukraine til at blive en lydig vasalstat, men modstanden i Ukraine vil ikke forsvinde, og det vil blive en stadig opgave at opretholde det status quo, som Putin vil have.
    Han har elimineret folkets modstand i Rusland og givet de mest betydningfulde politiske modstandere lange fængselsstraffe for opdigtede forbrydelser/Novitjokk/ en kugle for panden. Hans hensigt er formentlig at brede konflikterne mere ud. I Sovjettiden faciliterede Kreml udflytningen af russere til de Baltiske lande, og han kan så -med sin lemfældige omgang med sandheden- hævde, at de russiske borgere i Baltikum har brug for hans væbnede forsvar.
    Men en ting at holde øje med er, at interviews med russere i Ukraine viser, at sympatien der ligger hos Ukraine. Forhåbentlig er det samme tilfældet i Baltikum, og at de vil nægte at lade sig bruge i Putins strategiske manøvrer. Ingen vil jo have krig, og de russere, som har lavet løsrivelse i Donetsk og Lugansk, er ikke fredelige borgere, som har fået nok af en undertrykkelse fra Ukraine. De er af Rusland indforskrevne krigere, som er pålagt at skabe splid under et falsk narrativ.
    Og når han så træder indenfor -i et militært tætpakket land i Balticum, som er understøttet af Nato, så bliver det helt uoverskueligt med stor risiko for 3 verdenskrig.

    Like

  3. sådan r det når gamle magtliderlige stoddere( PARDON MY FRENCH )har taget sig for mange friheder uden at det har fået konsekvenser

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: