Du kære blide danske bæk?

På en sommerdag kan bækken i engen godt minde lidt om den bæk, Jeppe Aakjær skriver om i sangen. Rislende, nynnende. Lige nu efter februars store mængder regn, er den mere brusende og brølende.

Det er flot og også en lille smule dramatisk. Ikke dramatisk på samme måde som Niagara eller Amazonas, der er 25 km bred visse steder. Men dramatisk i Skivholme målestok.

Vandstanden er steget, så vandet løber ind mellem breddens rødel, der trives så godt med fødderne i vand. Her danner bækken vandfald – flydende, blanke vandfald nogle steder og brusende, skummende andre steder.

Når vinden holder en lille pause, kan man høre bækken helt oppe i haven.

Den burde vist skifte navn fra Borum Møllebæk til Borum Mølleå. Det ville være passende. Men… når alt det her vand er løbet forbi og ad finurlige veje er endt ude i Aarhusbugten, falder vandstanden igen.

Bækken bliver aldrig som et af de udtørrede flodlejer, vi så i New Mexico. Der vil altid være vand i den – og selv i tørre somre også grønt græs langs den.

Men når den er færdig med at bruse, bliver den igen de sædvanlige omkring halvanden meter bred de fleste steder, og den opfører sig præcis som Jeppe Aakjær skriver det i sangen ‘Du kære blide danske bæk‘:

1. Du kære blide danske bæk,
   som bag om hegn og hybenhæk
   mod salte fjorde glider,
   dit vandrevand, din puslestrøm
   har nynnet i vor folkedrøm
   og pyntet Danmarks kjolesøm
   fra landets ældste tider.
2. Du lille muntre danske bæk
   bag hyld og hegn og hybenhæk
   og midt i lave enge,
   du gav mit sprog dets sølverklang;
   det bløde nyn ved vuggens gang
   og rytmen i vor folkesang
   er lån fra dine strenge.
3. Så værn da ømt om Danmarks land,
   dets blide kyst, dets bløde strand
   og mejsens bo i hækken,
   lys over haren markens fred,
   giv ly og læ og rugested
   for alt, hvad hjertet hænger ved;
   men værn dog mest om bækken!

God onsdag.