Om Allehelgen og Halloween – en historie

I morges skrev jeg ikke noget blogindlæg. Ikke her i hvert fald.

Til gengæld fik jeg forsket lidt og fik kirkens hjemmeside opdateret med historien om Allehelgen og Halloween – om forskellene og om sammenhængen. Vil du også høre den historie, siger du? Jamen, så ok da…

Lad os starte med at få tidspunktet på plads. Allehelgen er altid første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både til minde om dem, vi selv har mistet, og til minde om alle de mennesker, som er gået forud. En lang, lang kæde af liv. En dag, hvor man godt må knibe en lille tåre, men også glædes.

Allehelgen er ikke kun sorg og savn. Det er også glæde over de mennesker, vi har haft i vores liv, som vi ikke har mere. Derfor tænder vi lys i mørket til Allehelgen. I vores kirke får alle et gravlys med til at sætte på kirkegården.

I middelalderen var Allehelgen den dag, man mindedes de mange kristne martyrer, der havde lidt døden for deres tro. Dagen efter var Alle Sjæles dag, hvor man bad for sine egne døde. Der var altså oprindeligt to mindedage i træk. 

Allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog Luther sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed blev dagen også et startskud til en ny tid, nemlig den protestantiske kirkes opståen. Væk med aflad og væk med skærsilden. Glimrende ide.

Det var Allehelgen. Men hvad med Halloween? Er det kun noget, vi har importeret fra USA og bruger som anledning til at gå helt over gevind med uhygge og grimme, orange plasticgræskar? Nej – Halloween har endnu ældre rødder end Allehelgen.

Halloween har nemlig oprindeligt rødder i den gamle keltiske skik, Samhain, fra år 8-900 før Kristus. Omkring slutningen af oktober holdt kelterne lysfest for at markere enden på den lyse tid og begyndelsen på vinteren. Det nye år begyndte ved Samhain, så det var vel en slags nytårsaften.

På denne sidste dag i året mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at rejse væk til dødsriget. Derfor satte man mad og lys ud på gravene for at sikre, at de døde havde mad til rejsen og lys til at finde vej, så de ikke ville tage varigt ophold på jorden. Hvem ville have sin gamle faster til at spøge i huset?

Ved mødet med kristendommen blev den oprindeligt keltiske fest forsøgt smeltet sammen med de kristnes allehelgensfejring. Det var det samme, der skete med julen, den gamle solhvervsfest, og påsken, den gamle forårsfejring. Midsommer blev til Sankt Hans og så videre. Det engelske ord halloween er en sammentrækning af ‘All Hallows Eve’ – på dansk allehelgensaften.

Nu er Halloween blevet til hyggelig uhygge, ‘slik eller ballade’ og udhulede græskar. Ligesom fastelavn er festen mest for børn – vi fik også besøg af en lille uhyggelig flok børn på under en meter og måtte aflevere vores lørdagsslik – og hvor de dog har det sjovt i deres små, uhyggelige spøgelsesdragter. Børn skal ikke gruble over døden. Vi voksne tænker mere over døden og på dem, vi har mistet. Derfor har vi Allehelgen.

Billedet er fra Pixabay – er de ikke fine?

Se det var den historie, jeg skrev på kirkens hjemmeside i dag som et oplæg til Allehelgen på søndag. Og er der noget bedre end en god historie?

God fredag

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Om Allehelgen og Halloween – en historie”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: