Hjemme igen efter et afdelingsseminar med overnatning på Scandic Bygholm Park i Horsens.
Der er noget særligt ved de konferencesteder, der ligger i en ombygget herregård, hvor de har forstået at topmodernisere uden at miste stedets følelse af historie. Det synes jeg, de har gjort rigtig godt på Bygholm, der har rødder tilbage til Erik Menveds tid i 1300 tallet.
Den nuværende bygning er meget nyere – kun fra 1775, og værelser og konferencelokaler er lækkert indrettet i de ombyggede driftsbygninger.
Man føler alligevel lidt af den ældgamle stemning, også selvom jeg ikke mødte et eneste spøgelse under opholdet (kun en hviskende hvid Tesla, der svævede gennem mørket på parkeringspladsen). Enhver herregård med respekt for sig selv har ellers mindst ét spøgelse, og der er Bygholm ingen undtagelse.
På Bygholm var det Abel Marie de Lichtenberg, der led en sørgelig skæbne og kastede en forbandelse over herregården. Hun fik en depression efter at have født og mistet fire børn, og hendes mand, Lars de Thyge, mente derfor, hun var sindssyg og spærrede hende inde på loftet. Det var vist noget, man regnede for god stil i den herskende klasse dengang.
Der oppe under loftsbjælkerne levede hun i årevis. Lige til sin død i 1810, 71 år gammel. Hun havde krævet at få sin bryllupsgave – en kæmpestor lysekrone – hængt op i sit kammer. Det fik hun, og hun svor, at hvis lysekronen nogensinde forlod det rum, ville herregården brænde ned til grunden. Det siges, at lysekronen stadig hænger i loftsrummet, og Bygholm er da heller ikke brændt ned til grunden, så noget må der være om snakken?
Det var dagens uhyggelige historie. Sådan en passer perfekt til en diset og grå efteråsdag. Nu er jeg hjemme igen, og det er de to her glade for.
Resten af dagen i dag, arbejder jeg hjemme. Og det bliver med den bærbare hernede i køkkenet, for de to kræ sender mig urolige og bebrejdende blikke, bare jeg nærmer mig trappen til førstesalen. Den her kone skal ikke spærres inde på loftet, men blive hos dem.
God torsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Gys og gru.
Jeg tænker tit, hvilke dele af vores nuværende liv, der monstro vil give anledning til enten latter eller gys om 200 år. Hvilke medicinske behandlinger, hvilke politiske træk, hvilke pædagogiske retninger vil beviseligt være fejlagtige med den ny tids viden? Forhåbentlig bliver jeg et spøgelse, så jeg kan få det at se 🙂
Kh Lisbeth
LikeLike
Så kan vi spøge sammen, for jeg vil også gerne vide, hvad der sker 🙂 Jeg tænker, at identitetspolitikken vil være en af de ting, man både griner og grues over – men vi får se.
Kh, Karen
LikeLike