Lyden af for lang tid siden

For nogle dage siden var jeg på vej på arbejde i bilen. Jeg hørte radio som altid, og pludselig var jeg lige ved at nødbremse og holde lige der midt på landevejen for at høre ordentligt efter. For hvad var det han sagde: Abba havde fundet sammen igen efter 40 år, og der ville komme et nyt album i november?

Men hvorfor skulle det nu betyde noget for trafiksikkerheden? Jo, nu skal du høre om Abba og mig. Måske – hvis du er gammel nok, ved du, det er stort, og måske har du en tilsvarende historie at fortælle?

I 1974 var jeg 14 år gammel. Abba vandt Melodigrandprix med Waterloo, og det var den bedste sang, jeg nogensinde (i mit lange liv) havde hørt. Jeg ville så frygteligt gerne have den LP, som den var med på.

Mine forældre kunne ikke rigtigt se pointen, og sagde bestemt nej. Den kunne jeg ønske mig til min fødselsdag om et halvt år.

Men jeg måtte bare eje den nu, og derfor gik jeg ind og søgte job hos den frygtede Fru Winkelmann, der havde en rigtig gammeldags købmandsbutik i Hjørring. Sådan en med store blanke kaffemøller.

Hun var kendt for at være en rigtig drage. Hun var ældgammel dengang (i hvert fald set med en 14årigs øjne). Mager, med tyndt, hvidt hår og en grim tendens til at slå med våde viskestykker, når hun blev vred. Det blev hun tit. Frygtet med rette. Men ønsket om Waterloo var stærkere end frygten.

Jeg blev ansat på stedet og mødte ind næste eftermiddag efter skole. Det var lidt af en oplevelse at arbejde der. For eksempel skulle man fløjte hele tiden, når man blev sendt i kælderen, for dernede stod der mandler og nødder i sække, og gud forbyde, at en enkelt mandel skulle blive spist af tyendet.

Da jeg 14 dage senere fik udbetalt min første løn kontant i hånden (65 kroner), gik jeg direkte over gaden til Hjørrings dengang største supermarked/varehus, Schou-Epa, og brugte de 60 af dem på pladen. Ugen efter sagde jeg op hos dragen. Nu havde jeg jo nået mit mål, ikke?

Det var starten på min Abba tid. Den fortsatte gennem flere år – dybe venindesamtaler, eksperimenter med meget blå øjenskygge, kærester, lektier – alt med Abba som baggrundsmusik. Da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig, mødte jeg nye mennesker, der bestemt ikke var Abba fans. Mine plader og kassettebånd blev gemt væk – man vil jo gerne passe ind i den alder – og efter nogle flytninger var de helt forsvundet. Abba gik hver til sit, jeg gik min egen vej, og en æra var ovre.

Den dag i bilen, spillede de en sang fra det nye album, og jeg fik næsten tårer i øjnene. Abba-lyden var der endnu. Klar, levende, glad. Et pust fra fortiden – men helt i nutiden. Siden har jeg gået og nynnet ‘Don’t shut me down’, og minder om ting og mennesker, jeg troede, jeg havde glemt, er dukket frem igen – blandt andet denne historie.

Gæt hvem, der bare må have det album, når det kommer? Uden job hos Fru Winkelmann? Der er altså fordele ved at være voksen.

God fredag.