Fjerde maj for 75 år siden

Da han havde hørt befrielsesbudskabet i radioen den 4. maj om aftenen i 1945, gik graveren i Skivholme op til kirken og begyndte at ringe med klokken.

Flere sluttede sig til, og byens skolelærer fik alle børnene af huse, så de hver især kunne prøve at trække i rebet og senere kunne sige, at de havde været med til at ringe freden ind. Flere kom til, og klokkerne ringede til langt ud på natten. Lyden spredte sig fra landsby til landsby, og til sidst ringede alle landets kirkeklokker. Nogle husker det endnu, og derfra ved jeg det.

I år – i morgen – er det 75 år siden, anden verdenskrig sluttede for det meste af Danmark. For nogle er det langt, langt væk. For andre er det stadig meget nærværende. Det handler nok om at kende lidt til historie, om at læse bøger og se film og i det hele taget have lidt indlevelsesevne.

Nogle medier har sammenlignet coronakrisen med besættelsen under 2. verdenskrig, men det er da helt forkert. På trods af corona risikerer vi altså hverken at blive skudt eller sendt i koncentrationslejr, hvis vi glemmer håndspritten en enkelt gang.

I anledning af 75 års dagen for freden skal kirkeklokkerne ringe en time mellem klokken 20 og 21 i morgen. Husbonden og jeg skal ringe med kirkeklokken i vores kirke. Det er godt at skiftes, for en hel time med  klokkesnoren giver nok ømme arme.

Allerhelst ville vi have haft hele ringerlauget til at ringe. Og have haft døren åben for enhver, der gerne ville trække lidt i snoren på den historiske dag. Men med lukkede kirker i coronatiden, må vi ikke det. Det er faktisk lidt trist.

Når vi kommer hjem, tænder vi lys i vinduerne. Også selvom det kun er rådyrene på marken overfor, der ser det.

God søndag

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Fjerde maj for 75 år siden”

  1. Som barn fik jeg lov at komme med min bedstefar op i Hyllested kirke når han skulle ringe kom til at tænke på det da du skrev der om. Hvor er det længe siden men dejligt at komme i tanke om det. Jeg sætter også lys i vinduerne er så smukt syntes jeg.

    Like

  2. Kære Karen og Husbond!

    Så lærte jeg noget i dag! TAK for det. Jeg er så gammel, at jeg husker; men da boede jeg i Hjørring. Det undrer mig, at børnene fik lov til at ringe, for dengang skulle man helt op til klokken – til sidst ad en vaklende hønsestige. Det har selvfølgelig været spændende, og høreværn tænkte man nok ikke på endnu. Jeg har også afløst nogle gange – til nogen fortrydelse for Lundin, for kirkesangeren skulle være der, når menigheden begyndte at komme! Jeg havde bedt Ester, vores organist, om at spille et langt præludium, så jeg kunne klare alle trapperne og komme ned i god behold til indgangsbønnen uden at være alt for forpustet. Jeg syntes, det var spændende, klokken er så smuk og udsigten enestående. Bedeslagene blev slået direkte med knebelen. Det gjaldt om at tælle rigtigt, for hvis der skete fejl, varslede det dødsfald i sognet!!!

    Måske kører jeg op på parkeringspladsen i morgen aften og venter med de levende lys, til jeg kommer hjem – der er jo også andre muligheder nu om dage.

    Forårshilsen Eva

    Den søn. 3. maj 2020 kl. 08.59 skrev Dalsgaard i Skivholme :

    > Karen Engell Dalsgaard posted: “Da han havde hørt befrielsesbudskabet i > radioen den 4. maj om aftenen i 1945, gik graveren i Skivholme op til > kirken og begyndte at ringe med klokken. Flere sluttede sig til, og byens > skolelærer fik alle børnene af huse, så de hver især kunne prøve” >

    Like

  3. Her bliver også igen i år sat lys i vinduerne, selv om ingen andre end markens dyr ser det 🙂 Fantastisk historie om kirkeklokkerne – god fornøjelse med at holde fortællingen i live i aften!

    Like

Der er lukket for kommentarer.