Fra julestjerne til hyggestjerne

Jeg bliver altid så glad, når jeg opdager succesrige virksomheder, der hører til i vores lokalområde. Det er ligesom et lille boost til lokalpatriotismen.

Derfor vil jeg gerne fortælle lidt om endnu en af den slags, som jeg besøgte i onsdags: Gartneriet Graff Kristensen A/S i Sabro, kun få minutter fra Skivholme. Gartneriet er lidt af et særsyn, for i en tid, hvor mange gartnerier har drejet nøglen om, lever det i bedste velgående og har gjort det siden 1931 – min mors fødeår. Altså en pænt gammel familievirksomhed, der nu drives af tredje generation. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden god sans for tidens strømninger og en stor evne til at tilpasse sig nye tider og trends.

Mottoet er da også Trend & Tradition.

I gartneriet handler det lige nu om julestjerner – Poinsettia – i alverdens kulører. På trods af de dårlige fotos, man kan tage i plantelys, kan du sikkert fornemme den enorme og overdådige mængde blomster.

Det er højsæson for julestjerner nu og frem til jul. Og er vi ikke mange, der er blevet bare en anelse trætte af de traditionelle, kravlenisserøde planter, men som alligevel et eller andet sted føler, at julestjerner hører julen til?

Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg er glad for de nye farver, man nu kan vælge imellem. De dybt mørkerøde, de bordeaux, de pink – og ikke mindst de flammende

og de strålende hvide.

De hvide er jeg så glad for at have til at lyse op mod vores vintermørke ruder.

Der var også en helt ny farve. En limegrøn. Den passer fint ind mellem grønne planter og kan gå an hos selv de største minimalister. Også hos mig, der er erklæret maksimalist (ordet har jeg lånt fra Claus Dalby – det passer lige på en studs…)

De mange farver i de strålende dækblade, og de forskellige grønne nuancer i bladene vidner om et enormt udviklings- og avlsarbejde, og altså også om den evne til omstilling og til at spotte tidens trends (i rigtig god tid, for det tager flere år at fremavle nye sorter).

Hos gartneriet snakker man om at ændre begrebet julestjerner. For planterne er ikke kun til jul. De foreslår, at man omdøber julestjerner til hyggestjerner. Så kan man nyde de forskellige farver i hele julestjerne-, øh  jeg mener hyggestjerne-sæsonen.

Og hvordan passer man så de temperaturfølsomme stjerner?

De må ikke få træk – slet ikke frost, og de skal vandes nedefra. Planter, der har trådt deres barnesko i et gartneri, er vant til at blive vandet nedefra. I toplaget af pottens jord oplagres næringssalte, og vander man ovenfra, skyller man dem ned i jorden. Det svider rødderne, og planten kan (læs: vil helt sikkert) visne.

Sætter man dem på en skive våd oasis i en lidt for stor potteskjuler og lader planten selv suge, hvad den har brug for, kan man have glæde af sådan en stjerne rigtig længe. Og vælger man en farve, der ikke kun passer til julepynten, kan man også have glæde af den rigtig længe.

God lørdag.

P.S.: Dette er ikke reklame. Jeg ville bare så gerne fortælle om oplevelsen ved at stå blandt så mange stjerner – og om endnu en succeshistorie fra vores nærområde, hvor Skivholme selvfølgelig er den strålende hovedstad 🙂

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “Fra julestjerne til hyggestjerne”

  1. Jeg holder meget af julestjerner og det skal de hedder syntes jeg. Kan godt lide de lyse farver og glæder mig hver år når tiden kommer hvor vi kan købe dem.

    Like

  2. Jeg bliver også noget så glad, når noget lokalt lykkes. Sådan totalt høj.
    Det er vel nok et spændende sted, som jeg vil notere mig. Jeg er jo medlem af bestyrelsen i Haveselskabet Syddjurs og er evigt på jagt efter spændende steder.
    Hvis de kalder den hyggestjerne, så står jeg af. Dét nægter jeg simpelthen at have stående. Det er ok, at det ikke skal hedde en julestjerne, men de må finde på noget bedre. Vinterstjerne eller bare stjerneblomst. Eller Poinsetta. Nu var jeg ellers lige ved at kunne lide dem og overveje at købe dem allerede om efteråret i de orange nuancer, men Hyggestjerne………..!!!!!
    Skønne farver du forresten viser. Det glemte jeg helt i hyggen 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Ja, ordet er ikke lige i øjet. Men ideen er god nok. Vinterstjerne ville være et rigtig godt alternativ.
      Jeg var der med Haveselskabet i Aarhus. Der var demonstration af juledekorationer samtidig – ikke sindsoprivende… men det var spændende at se gartneriet.
      Kh, Karen

      Like

  3. Åh, der ser skønt ud! Jeg kan altså godt lide julestjerner – som jeg nu nok kommer til at fortsætte med at kalde dem 🙂 Jeg kan egentlig allerbedst lide at blande farverne. Ej, jeg kan også godt lide at bruge de hvide alene … og den dér limegrønne ser heller ikke tosset ud … Jeg må ud at købe nogle 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.