Mormors blomsterkumme

Det er dejligt med grønne planter i stuen. De giver liv, farve og ny ilt. Det er også dejligt med arvestykker.

Og når arvestykket er en smuk, gammel blomsterkumme, kan det vel ikke blive meget bedre?

Blomsterkummen var min mormors og en af de mange, dejlige ting, der var i hendes hus. Det var et hus, der ikke kendte til ordet minimalisme. Alle vegne var der ting, og billederne hang i to rækker ovenover hinanden på væggene. Men det meste af det var skatte. I hvert fald i mine øjne.

Guldskålen for eksempel, der godt nok viste sig at være andensorterings og kun nogle få år ældre end mig.

Guldskålen har stadig ærespladsen i vitrineskabet, og den er, selvom den kun er måske en halvtredser værd i penge, en absolut skat.

Og det er blomsterkummen også.

Da jeg arvede den, trængte den til en kærlig hånd, og den blev sendt til autolakereren, der gav den et pust ny, hvid maling.

Siden har den stået hos os med grønne planter i.

Der er dem, der helst vil have kun nye ting i deres hus. Nye ting, de selv har valgt. Sådan har jeg det ikke. De ting, jeg har arvet, har en helt særlig betydning, fordi de rækker tilbage i tiden og minder mig om mennesker, jeg holdt af, og som har haft betydning i mit liv.

Det kan noget nyt aldrig gøre på samme måde. Ikke for os i hvert fald. Men måske for dem, der engang arver dem.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard