Det bliver godt, når det er gjort

Nu sker der igen noget på matriklerne – noget med maskiner og sten – og som vi ved: Det skal være galt, før det bliver godt.

Det virker en anelse overvældende lige nu. Alt er sat i gang, men der er ikke noget af det, der er færdigt endnu.

Jeg kom  hjem fra Hjørring i går, og jeg havde helt glemt det. At der skulle graves, ryddes og fornys. Pladsen foran maskinhuset var blevet skrabet af og stampet, og der lå en kæmpe bunke ral, der skal fordeles på pladsen og i indkørslen. Det bliver godt, når det er gjort.

På vejen hjem havde jeg tænkt over vasketøj. Meget prosaisk sådan at køre nedad E45 med blikket på trafikken og tankerne på vasketøjet. Tankerne handlede mest om, hvor vidt det mon nu blev vejr til at tørre sengetøj udenfor i dag. Jeg kunne godt have tænkt på noget sjovere.

Der er nemlig gravet ud til, at der kan blive lagt fliser under det gamle tørrestativ, og der bliver ikke hængt tøj op der i weekenden. De gamle træbrædder, der havde ligget under tørrestativet siden engang i 70’erne, var glatte i regnvejr – og det var også tit, man trådte igennem dem hist og her. Det bliver godt, når det er gjort.

Her til morgen skulle jeg ud efter avisen. Jeg måtte lige huske at gå en omvej – ud ad bagdøren, ud på vejen og op til postkassen ved hoveddøren. For der er gravet op ved hoveddøren, så fliserne der kan blive lagt om.

Det bliver også godt, når er det gjort.

Det trængte til at blive ordnet, og det vil give det hele et tiltrængt løft. På mandag bliver det nok færdigt. Lige nu holder maskinerne weekend og hviler hjulene, mens de nyder udsigten over dalen.

Jeg glæder mig til at komme hjem fra arbejde mandag eftermiddag og se, hvor flot det er blevet.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 kommentarer til “Det bliver godt, når det er gjort”

  1. Det er så dejligt med gang i mange ting. Men kan godt mærke jeg glæder mig til de er gjort færdige 😉
    Håber det bliver godt at komme hjem og se resultater i eftermiddag.
    Rigtig god ny uge

    Knus, Lone

    Like

  2. Uhaaaa der er meget hårdt arbejde der skal udføres når man er lodsejer.
    Vi har også gang i det helt store skyts for tiden.
    Men du har ret Karen. Det bliver godt når det er gjort!

    God søndag
    Charlotte

    Like

    1. Jeg følger skam også med i jeres projekter, Charlotte – det bliver så fantastisk flot alt sammen. Jeg er vild med jeres nye køkken. En dag vil jeg gerne komme forbi og besøge dig og se alle herlighederne i virkeligheden 🙂 Men det er hårdt, mens det står på. Især når det er inde i huset, der bliver rodet…
      God resten af søndagen til dig også.
      Knus, Karen

      Like

  3. Åh, jeg kender det jo så godt! Her er også gang i en masse, og intet er afsluttet. I går og i dag er flere ting gået galt (manglende stikkontakt, forkert maling og den slags), men … det bliver godt når det er gjort 🙂
    God fornøjelse med jeres! Det bliver så fint!

    Like

  4. Åh ja, Karen. Det er nogen gange godt at have resultatet for øje, mens det står på. Men det er vel nok nogle gode ting, I får fikset. Og når bare det er det, så holder man ud…
    God fornøjelse
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.