40 år siden

I dag skal jeg til jubilæum. Mit eget 40 års studenterjubilæum. Fra dengang billederne var i sort/hvid.

Det er mig, der er nummer tre fra højre i forreste række. Da vi sad der som håbefulde 18 årige til afgangsfesten på skolen, kiggede vi undrende på de ældgamle mennesker, der sad nede bagved. 40 års jubilarerne. Hvordan kunne man være så gammel og stadig trække vejret?

Nu er vi der selv. Det er 40 år siden, jeg var 18 og på vej ‘ud i verden’. Endelig. Man havde jo sådan set været utålmodig efter at nå dertil, siden man var 12. Ud i verden. Være voksen. Betyde noget. Nu følte man, at selvom man måske ikke helt var der endnu, så var man godt på vej.

Og var det så det, der skete? Mjah – senere har jeg måttet erkende, at man nok aldrig bliver så voksen, som man troede ens forældre var, da man var barn.

Men bor der så en ung pige i mig, der ikke vil dø? Nej. Heller ikke. Hvis jeg skulle holde fast i en alder, ville det ikke være 18. Snarere 35. Eller måske endda 45. Jo flere år væk fra ungdommens uro jo bedre. Dengang man hele tiden forsøgte at nyskabe sig selv, testede nye holdninger, ny hårmode (puddelkrøller i firserne), sko (plateausåler i halvfjerdserne), tøj, jobs og kærester – spejlede sig i verden omkring og prøvede på at finde sin egen plads, nogle gange ved at forsøge at passe ind som en anden kamæleon – sjældent med noget godt resultat. Det er godt, det er lang tid siden.

Det er nemlig også godt at være 58. OK – jeg havde pænere ben, da jeg var 18. Men jeg har det meget bedre nu, hvor jeg har fundet mit sted og mine mennesker – mand, familie og venner (og dyr) – jeg gerne vil dele livet med.

De ting tænkte jeg meget over i forgårs, hvor vi var til studenterfest. De smukke unge mennesker, glade, lettede – lidt fulde også. Nu har de nogle få uger mellem eksamen og fremtiden. Nogle få uger, hvor de fester og føler sig uovervindelige.

Det under jeg dem af hele mit hjerte. Det er velfortjent, og det er en dejlig tid. Men jeg vil alligevel nødig ryge tilbage i tiden og være dem – selvom de har pænere ben.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

8 kommentarer til “40 år siden”

  1. Hej Karen
    Vi er helt enige, jeg ville meget nødig opleve den tid igen, selvom det på mange måder var sjovt at være ung, så kan jeg bedre forholde mig til min alder efter de 50, det er jo meget godt.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det er godt, når man har det bedst i den alder, man har lige nu. Det er så trist, når folk bare kigger tilbage og sukker, og det spærrer for, at de kan få noget ud af nutiden.
      Kh, Karen

      Like

  2. Du ser rigtigt sød ud på studenterbilledet! Det gør du stadig væk 🙂 Jeg kan genkende hvad du skriver om at det – på trods af det med benene – er rart at være ældre. Når jeg tænker tilbage på årene lige efter studentereksamen, er jeg glad for at jeg er et andet sted nu.
    God fornøjelse i aften!
    Kh Nana

    Like

  3. Kære Karen
    Uha nej, så hellere et par lange bukser på benene.
    Du har nemlig helt ret, og det er dejligt ikke at ønske sig ung – og endnu værre: At forsøge at være det.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.