Æltefri boller med kerner og spelt

Brød må altså gerne være nemt. Og meget gerne meget nemt. Men det skal også være godt. Livet er for kort til dårligt brød.

Bollerne med spelt, solsikkekerner og hørfrø lever op til begge dele: De er nemme og gode. Dejen skal bare røres sammen af vand, mel, kerner og en smule gær, og have lov til at passe sig selv i en 8-10 timer, mens den hæver.

Til bollerne skal man bruge:
6 dl vand
10 g gær
2 tsk salt
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
600 g hvedemel
100 g mellemgroft speltmel

Pisk vand, gær og speltmel sammen med et piskeris. Speltmel har det med at klumpe, og det skal det ikke. Kom kernerne i. Tilsæt hvedemel og salt og vend det hele rundt med en grydeske, til alt melet er vådt. Det var det.

Sæt låg på skålen – eller sæt en plasticpose over den. Lad den stå natten over – eller sæt den over om morgenen, inden du tager på arbejde, så den er klar til at bage, når du kommer hjem.

Sæt dejen i klatter på en bageplade (med bagepapir). Brug to spiseskeer, det er det nemmeste. Lad dem stå et kvarters tid på pladen og sunde sig efter den grove behandling og bag dem så på 200 grader med varmluft i 20 minutter.

Voila – fine, flot hævede boller med bid og masser af de fine, eftertragtede lufthuller.

Mel køber jeg som oftest i Lidl. De har både godt hvedemel med 12% protein og speltmel i fin, mellem og grov. Det er nemt at genkende dem, selvom de kun har et typenummer på posen. Det fine er den i den lyseste pose, og det groveste er den i den mørkeste. Du skal bruge ‘den mellemste bjørns’ mel til bollerne her. Det, der er lige midt imellem. Det er bare en forbrugeroplysning – ikke en sponsoranbefaling.

Jeg er så glad for de nemme og gode opskrifter, for lige nu (ja nok i det hele taget), er der så meget andet, der presser sig på. For eksempel er der næsten ikke plads til mad på køkkenbordet lige nu – der er fyldt med ting og sager til juledekorationer. I morgen er det ‘store juledekorationsdag’ her i huset. Og så er der endda en god bolle til frokosten.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

5 thoughts on “Æltefri boller med kerner og spelt”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s