Det skal jo ske en gang. De bliver store. De kan klare sig selv. De skal ud i verden. Heldig og 41 (kvien Heidi, der ligesom aldrig er kommet til at hedde andet end 41) er flyttet hjemmefra. Til Bjerringbro.
Heldig, vores klappekalv, som kom til at hedde Heldig, fordi hun blev født den 16. maj. Det er den dag, hvor bukkejagten starter, og Bondemanden var ude ved daggry for at se, om kom en buk forbi. En buk, der kunne tænke sig at blive til stegt sommerbuk med nye kartofler. Det gjorde der ikke.
Til gengæld opdagede han, at Heldigs mor stødte sin kalv fra sig og ikke ville kendes ved den. Kalven var heldig, at det blev opdaget i tide, så vi kunne tage os af hende. Deraf navnet.
Jeg har skrevet mange indlæg om Heldig og om, hvordan det er pludselig at blive ‘mor’ til en lille kalv på 17 kilo. Hvordan vi gav hende flaske…
…og legede med hende.
Lærte hende at drikke mælk fra spanden…
… og senere fik hende vænnet fra og over på kalvemüsli.
Ja, hvordan vi mere eller mindre brugte en hel sommer på det lille kræ. Og om hvordan båndet har holdt ved. Hun er stadig meget kærlig og tillidsfuld. En super lille kvie, der nu venter sin første kalv og selv skal være ko-mor en gang i foråret.
Da vi i sidste måned blev kontaktet af nogle søde mennesker, der gerne selv ville starte en Dexter besætning, og som søgte et par køer, der var tamme og omgængelige, tænkte vi straks på Heldig og på hendes slyngveninde 41. De to har holdt sammen i tykt og tyndt, og vi havde lovet hinanden aldrig at skille dem ad.
Det var ikke nemt at tage beslutningen om, at de skulle rejse hjemmefra. Men…. de ville blive de eneste to køer, der hvor de skulle hen, de kunne blive sammen – og der var børn, der ville klappe dem. De ville kunne få al den kærlighed, opmærksomhed og ko-sjov, de gerne ville have.
Allerede den første aften hørte vi, at de havde guffet en balle hø, fundet deres vandings-sted, havde besigtiget de nye arealer og havde ladet sig lykkeligt klappe og nusle af børnene. Så vidste vi, at det var ok. Selvom marken virker lidt tom nu uden de to.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Jeg skal hilse fra Heldig og Heidi og sige, at høet er super godt i Bjerringbro! 😉
LikeLike
Godt at høre, Betina 🙂 De er jo begge ret madglade 🙂
LikeLike
Ja, det var med megen vemod, at vi tog afsked med det lille flaskebarn. Men vi er overbeviste om, at den nu voksne dame kommer til et godt hjem
LikeLike
🙂
LikeLike
Det føles næsten som børn flytter hjemmefra,god historie
LikeLike
Det er lidt af den samme følelse 🙂
LikeLike
Hvor er det dog dejligt, at I får hjulpet de 2 ko-veninder afsted sammen. Jeg bliver helt jule-glad af læsningen.
LikeLike
🙂 De er så glade for hinanden. Det er også de to på billedet fra dengang, de var små. Pot og pande – Knold og Tot. Det ville være ondt at skille dem ad, for dyr har nu engang også følelser – bare flere ville erkende det – men det er nok nemmere at lade være…
LikeLike
Kommer i rette julestemning, skrevet med hjertet, fornemmer husketonen….”og det skete i de dage” glædelig jul og tak for dejlige informerende og livsglade småt og stort
LikeLike
Selv tak – for hyggelige kommentarer – og for, at du læser med. Det er jeg glad for at vide 🙂
LikeLike
Nårh! Den historie har du fortalt inden jeg lærte din blog at kende. Det var en god historie! Og der er andre der er heldige: Familien der har fået de to kodamer 🙂
LikeLike
Held spreder sig ligesom glæde, mon ikke? 🙂 Jeg er i hvert fald meget glad for, at de er faldet hurtigt til. Man kommer jo til at holde af sådan nogle kræ.
LikeLike