Vi danskere… cannabis, morfin og selleri

‘Vi danskere’. Kan den vending også drive dig til vanvid? Journalisternes yndlingsvending – dette altomfattende vi. Vi gør ditten og datten – vi er ikke gode nok til ditten og datten. I avisen stod der: Vi tager alt for meget morfin. Hvem er de der ‘vi’? Jeg har aldrig taget morfin i mit liv. Og ‘vi fravælger sellerien’. Det gør jeg da ikke – jeg elsker selleri. Så tal for dig selv, siger jeg bare. I går slog det hovedet på sømmet – en overskrift på nettet: Vi er alle hashdyrkere… og så noget om, at man kan købe cannabisfrø på nettet. STOP SÅ!

For et par år siden skrev jeg en klumme om netop det der ‘Vi Danskere’ begreb. Det er ikke blevet bedre siden – snarere tværtimod. Derfor vil jeg gentage mine ord fra dengang – og I er velkomne til at læse med:

Vi Danskere hedder Svend
Der, hvor vi boede før, havde vi et havebassin. Et fint et, som vi selv havde gravet, foret og fyldt med vand, planter og fisk. Fiskene var guldfisk, og de hed alle sammen Svend. For vi syntes, at de havde en noget kollektiv personlighed.

Sådan er det åbenbart også med danskere, hvis man skal tro medierne. Man kan ikke åbne en avis, eller tænde for radio eller fjernsyn, før en begejstret eller bekymret person fortæller os, hvad ‘vi danskere’ synes, mener og gør.

Forleden på vej hjem fra arbejde hørte jeg i radioen, at vi danskere kører for lidt i bus. Og den unge dame fortsatte med alvorsfuld røst: ‘tal for den kollektive trafik i hovedstadsområdet viser, at passagertallet i de københavnske busser falder’.

Naturligvis fik jeg straks dårlig samvittighed, selvom jeg bor flere hundrede kilometer fra den nærmeste københavnske bus. Jeg overvejede endda at vende bilen og køre til København for at tage en lille tur med linie 5. Vi danskere må nemlig tage os sammen, så vi danskere ikke har skam af os, tænkte jeg.

Senere på aftenen sad jeg i køkkenet med avisen. Her læste jeg i første sektion, at vi danskere er vilde med at betale skat. I erhvervssektionen stod der til gengæld, at vi danskere arbejder for meget sort. Og sådan blev det ved.

For det første var der den ene modsigelse efter den anden. Og for det andet var der ikke ret meget af det, Vi Danskere mente, syntes og gjorde, som jeg også mente, syntes og gjorde. Jeg kunne ikke genkende mig selv i Vi Danskere, og det var jeg da godt træt af.

For jeg er da dansker, ikke? Eller hva’? Når jeg nu ikke altid synes det, som Vi Danskere synes, har jeg så lukket mig selv ude fra fællesskabet? Skal jeg stå alene og kigge ind på den store homogene gruppe  af ‘Vi Danskere’, der gør det samme på samme tid og mener det samme om det? Lurer en ensom alderdom forude?

Nok ikke – men hvad er det, der gør, at medierne med vold og magt skal finde fællestræk for at definere beboerne i et geografisk område – Danmark? Finde undersøgelser, der ‘beviser’ et eller andet, fordi de har spurgt fem mennesker på gaden om noget? Er det et udtryk for ligemageri, hvor der ikke må være forskel på folk? Hvor en bondekone fra Skivholme tænker og handler fuldstændig som en mediemand fra Nørrebro? Er det for svært at håndtere, at der er forskel på folk i et demokratisk samfund, hvor alle teoretisk har samme muligheder? At vi har forskellige værdier, tanker og handlingsmønstre? Skal lige betyde ens? Eller er det bare sensationslyst?

I gamle dage i den stråtækte lærte jeg, at fordomme betød sådan noget som at sige, at alle finner går med kniv, og at alle svenskere drikker som huller i jorden. Hvad er forskellen på det og Vi Danskere? Men det er nok mig, der er noget galt med. Jeg er nok ikke rigtig dansk. Jeg hedder heller ikke Svend.

God resten af weekenden – ‘Vi danskere’ er vel vilde med weekend?

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.