Vil I vide, hvordan det er gået med at ringe med kirkeklokken? Den store, gamle kirkeklokke i Skivholme Kirke? Den, der blev støbt i 1613, altså for 400 år siden, som har en imponerende diameter på næsten en meter, og hvis ringerlaug, Bondemanden og jeg nu er med i?
Jo tak. Det går godt. Det er faktisk ikke så svært – men tung at få i gang, det er den. Og heller ikke så let at få til at stoppe igen.
Det er en særlig, lidt højtidsstemt følelse at stå der – helt alene i den gamle kirke. Man holder rebet, kikker på kalkmalerierne, på den gamle madonna af træ fra 1200 tallet (hvad hun dog har måttet lægge øre til igennem alle de år – ikke mærkeligt, hun ser lidt stiv ud i blikket)
og så intenst på det ur, der er anbragt, så kun klokkeren kan se det. Der skal jo ringes til tiden. Man venter på, at urets sekundviser kommer hele vejen rundt – og så… så trækker man. Først stille og roligt, men fast, føler klokken begynde at vippe – at svare på ens træk.
Man lægger flere kræfter i, til det først slag høres, og så giver man den alt, hvad man kan, til klokken selv finder rytmen. Dens enorme tyngde gør, at man kun skal holde den i gang efter det. Den ringer højt, klart og rent ud over markerne og landsbyen. Det er en dejlig lyd.
Efter en tid lader man den ringe sig selv lidt til ro, før man holder fast – igen alt hvad man kan – for at stoppe den. Det er her, man kan få en flyvetur. Når rebet er i ro, og klokken blevet stille, tager man et andet reb – det til bedeslagene. Tre gange tre slag. Så langsomt, at der er tid til eftertanke hos dem, der hører den. Tid til at tænke på alle dem, der har ringet med klokken igennem de 400 år. Tid til måske at bede en lille bøn. For fred i sindet hos sig selv og andre. For at de ting, man nu går og slås med vil få et lykkeligt udkomme. Eller måske bare en tak for en smuk sommerdag som i lørdags – og… for, at man ikke klokkede alt for meget i det.
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 