Så er det næsten brugt op. Der er ikke meget tilbage af 2025. Årets sidste aften er på vej. I overmorgen. Vi bruger ikke fyrværkeri, hatte, glimmer og diskokugler til nytår. Men vi gør noget særligt ud af maden, og selvfølgelig får vi bobler for at sige farvel og velkommen.
Vi har tænkt os at gribe tilbage til en opskrift fra det lille opskrifthæfte, Føtex udgav i forbindelse med årtusindskiftet. Dog i en moderniseret version. Faktisk er det kun den lækre hummersauce, jeg laver efter opskriften. Laksepakkerne var alt for meget pasta og alt for lidt laks.

Til den lækre sauce får derfor vi laks bagt i ovnen (pyntet med hummer og dampede porreskiver) og aspargeskartofler, og så vil jeg sikkert lave noget med spinat. Hvad ved jeg ikke helt endnu, men sikkert noget dampet, serveret med ristede mandler. Det er altid godt.
Forretten bliver hapsere, der kan nydes til og efter dronningens – nå nej – kongens nytårstale. Blinis med laksemousse af røget laks, citronperler og et lille spinatblad. Moussen er nem.
Du blender røget laks og flødeost – lige dele cirka – sammen med et forårsløg, dild og friskkværnet peber og smager til med citronsaft. Så pynter du de små – færdigkøbte – blinis med mousse, en kvist dild og lidt citronperler. Det er enkelt og smager utroligt godt.
Og desserten? Tja, der er jo italiensk is på tilbud alle vegne, så mon ikke?

Efter at have lavet mad det meste af julen er jeg meget til noget enkelt til nytår. Jeg ved godt, de store kokke og dem, der gør meget ud af nytåret, går helt amok med østers og sindrige retter, der kræver timer i køkkenet og får stående bifald fra gæsterne. Til nytår vil jeg dog hellere gå en tur om eftermiddagen og have det lidt nemt i køkkenet – uden at give køb på det festlige.

Hvor mange kiksede nytårsfester har man egentlig ikke brugt sin ungdom på? Store fester med store forventninger – forventninger ingen aftener kan leve op til, og som har efterladt en med tømmermænd og en flad følelse bagefter. Ensomhed føler man mest blandt mange mennesker, når man føler sig udenfor – uden at kunne definere, hvad det er, man er udenfor.
Nej, nytårsaften er en markør, men heller ikke meget andet. Ikke som julen, der har et indhold, der går langt ud over at spise og sige skål alt for mange gange.
Og efter vi fik køer, der var rædselsslagne, når der blev fyret krudt af, har fyrværkeri ikke sagt mig noget. Heller ikke selvom vi ikke har køer længere.

Så det er ganske vist: Gå aldrig tilbage til en fuser.
Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår, at du ikke vil spilde tiden på urealistiske nytårsforsætter, der nærer mindreværdet, og at du vil få en dejlig nytårsaften – om du er til fest og ballade eller til stille eftertanke og hygge.
Godt nytår!
PS: Hvis du går og grubler over, hvad menuen skal stå på nytårsaften, er der nogle forslag her. Der er en del sammenfald i opskrifterne, men der er også nye ting i hvert indlæg:
