Der er ikke meget bedre end gratis inspiration. Derfor vil jeg i dag lave lidt uopfordret reklame for det reklamefinansierede, og derfor gratis, online blad med mad og opskrifter, Lorang & Co.

Det er den kendte kok, Louisa Lorang, og hendes team, der står bag. Jeg læser med glæde bladet hver gang, det kommer, men jeg har fundet ud af, at når jeg snakker om det, er der ingen, der ved, hvad det er for et blad. Derfor hører du om det nu.
Bladet følger sæsonerne, og derfor er det selvfølgelig forår og sommer, der er i fokus i det seneste nummer, som fik mig til at gribe til tastaturet for at fortælle.

Laver jeg så nogle af opskrifterne? Af og til – ikke ofte. Men jeg lader mig helt klart inspirere til at lave ‘noget i den retning’. Det afhænger af, hvad jeg har på lager, for det er umådeligt sjældent, jeg går ud og køber ind til en opskrift, selvom jeg af og til har købt – eller i forvejen tit køber – noget, jeg har læst om i bladet.
En af de ting er havreris. Dem læste jeg om for en tid siden i et nyhedsbrev fra Valsemøllen, og de er blevet et hit her i huset. De smager simpelthen godt, og der er bid i dem. Og så er de altså danske helt igennem. Patriotiske ris, som Husbonden med et skævt smil kalder dem.

Det er selvfølgelig noget pjat, men alligevel er det dejligt med lokal mad, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Bladet er nemt at finde – her er linket. Melder du dig til nyhedsbrevet, får du en mail, når der er ‘Lorangnyt’, og så er det bare at klikke på linket og kigge og læse. Det er så hyggeligt, og det er jo som sagt ganske gratis.
Bare et forslag på en skøn forårsdag, hvor fuglene pipper og de små frække halemejser flyver frem og tilbage med redefyld i næbbet,

hvor mirabellernes hvide kroner lyser mod den blå himmel, og alle forårsblomsterne i haven står i fuldt flor.

Mere om det i weekenden – nu skal jeg bladre blad og se, om der er lidt inspiration til nippemaden i aften.
God forårsfredag.
Det ser interessant ud, selvom jeg ikke tror at vi kan få disse havreris her i England. Jeg kunne dog ikke finde hvor jeg kunne tilmelde mig til et nyhedsbrev, men jeg søgte på siden og fandt dette link: https://louisalorang.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Birgitte
LikeLike
Nej, man kan nok ikke få danske havreris i England. Måske der findes noget tilsvarende? De smager nemlig ikke som brune ris – meget bedre 🙂
Tak for link til nyhedsbrevet. Jeg har lige tilføjet det i indlægget.
vh/Karen
LikeLike
Kiggede lige på Google. Man kan godt få havreris i England. De hedder oat rice – lige ud ad landevejen 🙂
LikeLike
TAK! Hende kan jeg huske fra TV. Dejlig uhøjtidelig dame og gode opskrifter. Vil glæde mig til at se hendes nyhedsbrev….selvom jeg ikke lige kunne se hvordan jeg tilmelder mig??
PS: Havreris har været et hit her, lige siden jeg faldt over dem engang i Føtex.❤️
Hilsen Birte.
LikeLike
Ja, de er virkelig gode. Jeg bruger rester til at komme i fars blandt andet. Det strækker og letter på en gang 🙂 De er i øvrigt på tilbud til 15 kr i Rema…
Der er link til bladet i indlægget, og her kommer det direkte link til nyhedsbrevet: https://louisalorang.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Jeg tilføjer det lige i indlægget 🙂
vh/Karen
LikeLike