Varmende supper til kolde dage – 6 gode opskrifter

Det er stadig bidende koldt og suppevejr. I går nævnte jeg varm suppe til frokost som en formildende omstændighed ved barfrost og bidende østenvind. Men hvad skal det være for en suppe? Og hvem har egentlig tid til at lave suppe til frokost?

Supper, der har simret længe, supper, der er kogt på marvben og grøntsager – det er weekendsupper. De tager tid, og de er umanerligt gode. Sådan en suppe er også det allerbedste grundlag for de mere fyldige grøntsagssupper – blomkålssuppe, champignonsuppe, suppe med blendede, bagte grøntsager. Derfor kan det godt betale sig at koge en kæmpe portion og fryse den ned i mindre portioner.

Stor suppegryde

Men supper behøver ikke tage lang tid at lave. Der er hurtige supper, der er færdige frosne supper, der kan ekstrakrydres lidt, og der er supper man sagtens kan lave, mens man laver aftensmaden dagen før. For ligesom gryderetter smager supper også tit meget bedre på andendagen, når de har haft tid til at trække.

Men at få noget varmt, der både smager godt og tør den vinterkolde krop – og sjæl – op, behøver ikke være et køkkenmaraton. Har man hjemmelavet suppe på lager, er det godt. Men der findes også gode suppeterninger, der kan bruges i en snæver vending. Jeg køber dem her i et asiatisk supermarked:

To superhurtige supper er aspargessuppe og nem tomatsuppe. Tomatsuppen smager lidt i retning af den gode, gamle Heinz tomatsuppe, de fleste af os er vokset op med.

Tomatjuice

Til tomatsuppen skal du bruge:
1 liter tomatjuice
1 lille, meget finthakket løg
50 g bacon – fra skiver, skåret i bittesmå tern
1 god suppeterning
1 dl fløde
Salt og peber

Steg de krymmelsmå bacontern i en gryde. Steg løgene klare i det baconfedt, der smelter af. Tilsæt tomatjuicen, put en suppeterning i og lad det koge sammen i et par minutter. Tilsæt så fløden og smag til med salt og peber.

Det tager ca. 10 minutter.

Asparges på dåse

Aspargessuppen laver du af
1 dåse asparges
3/4 liter vand
En god suppeterning
1 dl fløde
Lidt meljævning af mel og vand
Kødboller fra frost

Hæld vand og en dåse asparges i en gryde. Tilsæt en suppeterning og bring det i kog. Tilsæt fløden. Ryst mel og vand sammen i en meljævner og jævn suppen til den konsistens, du bedst kan lide. Nogle kan godt lide tykke supper, andre foretrækker suppen mere tynd. Smag til med salt og peber. Tilsæt kødboller direkte fra frost efter lyst og behov. Når kødbollerne flyder op til overfladen, er suppen færdig.

Det tager også cirka 10 minutter.

Det var de hurtige og nemme. De smager godt og varmer helt ud i tæerne, selvom opskrifterne ikke er spor avancerede.

Nogle lidt mere arbejdskrævende – og derfor også mere specielle og mere gourmetagtige (det kan vi jo også godt lide, ikke?) er for eksempel den skønne, italienske tortellinisuppe med italiensk pølse, fennikelfrø og mere af alt det, der får mad til at smage umiskendeligt italiensk. En blød og fyldig suppe.

Også den krydrede suppe med søde kartofler, kokosmælk og rød karry er uimodståelig . Det er også en fyldig suppe, der både varmer og mætter.

Skal det være de lette supper, er den kinesiske hønsekødssuppe – både med og uden den brune svamp fra hyldebuskene, judasøre, lækker og smagfuld. Ingefær og soya giver den lige præcis nok umami.

Eller du kan lave den superhotte thaisuppe, Tom Yam. Det er heller ikke raketvidenskab – suppen kræver bare lidt orientalske grøntsager og krydderier.

Alle supper kan varieres med det, man nu har på lager. Aspargessuppen er ekstra nem, fordi de fleste altid har asparges på lager. Og suppeterninger.

Fløden har man ikke altid frisk i huset, men jeg fryser fløde ned i muffinformen, når der er rester (eller tilbud). De frosne flødeklumper flytter jeg over i en frysepose, og så er det bare at nappe en ‘muffin’, når der skal laves sovs eller suppe.

Rigtig god og kold fredag, der kan blive meget varmere med en skål suppe.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.