Onsdagstanker om at græde

Gråd er in i medierne for tiden. Alle skal græde. Både mænd og kvinder – gråd skal der til. Græder man ikke, føler man ikke, synes at være devisen. De eneste, der helst ikke må græde, er babyer, for så får far og mor ikke ro til at græde selv.

Store mænd med knold i nakken og langt uplejet skæg går grædende gennem verden, mens tårerne løber ned ad deres bløde, behårede kinder. Deres sjæle er så sårbare, at de græder og synker sammen under de forventninger, de tror, verden har til dem.

Og sange i radioen for tiden: Hvem trøster Benny, der ellers er den stærkeste mand i hele Europa? Den stærkeste græder mest og har mest at græde over, forstås, og gør han det kun indeni, svigter han ikke bare grædekoret, men også sig selv. Fy, fy, skamme.

Og kvinderne – gråd er godt. At vise verden sin eksistentielle angst og dermed sin enestående følsomhed og sårbarhed. Jada. Jo tak. Jeg har nu ofte oplevet tårer brugt som våben. ‘Se dog, hvor ked af det, jeg bliver, når du ikke gør eller er, som jeg vil have.’

Men ved I hvad, drenge og piger (og andet godtfolk): Al den offentlige gråd er endnu et led i den store selviscenesættelse, der starter med selfies og senere bliver til romaner om, hvordan I har det så dårligt og er så ulykkelige – ja, ligefrem mistrives.

Jeres mor elsker jer ikke, for hun vil ikke passe børn på onsdag, kæresten har glemt forældremødet på skolen, og nu skal man igen i Netto på vej hjem fra arbejde. Hele det mental load, der grædes over, fordi man som voksen skal holde styr på en masse ting for at få dagligdagen til at fungere. Det tyngende, tyngende ansvar. Og al den megen modgang, ja i går kørte letbanen heller ikke, min Babboo cykel er blevet ulovlig, og der var ikke flere Pipfri nuggets i Netto. Tsk, tsk…

Der er masser af gode grunde til at græde, der er mere legitime end almindelig angst for at blive voksen og hverdagens små fortrædeligheder. Det er ok at græde, når nogen dør. Det er ok at græde, når ens hund eller kat skal aflives. Det er ok at knibe en tåre af glæde eller af rørelse over en god film eller bog. Der er masser af gode grunde til at græde. Privat.

Alt det offentlige tuderi virker så ublufærdigt. Få dog hold på dig selv og husk, at gråd intet ændrer. Intet som helst. Græder du, fordi der er noget, du gerne ville have var anderledes? Jamen, vil du have forandring, må du gøre noget, og det er altså ikke at sætte sig til at tude og håbe på, at verden retter ind. Den er basalt ligeglad.

Hvad blev der af vendingen: Tag en tudekiks og kom videre?

God onsdag.

PS: Kun om onsdagen. Altid kun på en onsdag. Onsdagstanker er de indlæg, hvor jeg giver den gas over verdens underligheder, og vil du kun have blomster og dejlig mad (hvem ville ikke gerne det i en perfekt verden), skal du springe de indlæg over, hvor ordet ‘onsdagstanker’ indgår. Nu er du advaret til næste gang, hvis du kom så langt som hertil.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

9 kommentarer til “Onsdagstanker om at græde”

  1. Jeg vil bestemt ikke kun have dejlig mad, for jeg sætter stor pris på dine onsdagstanker … naturligvis delvist fordi de matcher mine egne i så stor grad; du udtrykker dem bare bedre 😀

    Jeg bliver så irriteret over at læse om kvindernes åh så belastende mental load. De fleste af os gør vel bare det, vi er bedst til og alligevel ikke kan lade være med? Jeg har flere beklagelige eksempler på, at kvinden først tvinger manden til at deltage ‘på lige fod’ og dernæst brokker sig over, at han ikke gør det godt nok. Lad os hylde forskellene på mænd og kvinder og ikke forsøge på at gøre de to køn ens. Det er de ikke og bliver det sikkert aldrig – det er noget, der ligger så dybt, at jeg ikke kan forestille mig, at det nogensinde skal blive udlignet.
    Puha. Don’t get me started …

    Like

  2. Enig! “Piveriet” kender efterhånden ingen grænser! Jeg frygter mest for nogle børn / unge der synes alting “er SÅ hårdt”…..at gå i skole, at skulle indrette sig efter andre, at vælge en uddannelse, – hvor pokker er energien, gå-på-modet og modstandskraften blevet af!

    Når det er sagt, kan jeg nu ikke stå for vores følsomme, nye konge!😉

    Like

    1. Følsom, ja. Men ikke nogen tudekonge. Og sej er han jo også, frømand Frede 🙂 Men det er ok at blive rørt, for det er ikke den der udstillede livsangst.
      Jeg er også lidt bekymret for børn og unge, der aldrig har mødt modstand i deres korte liv. Men jeg bliver mere optimistisk, når jeg ser de unge, jeg arbejder sammen med inde på universitetet. Der er ingen grædende geofysikere i hvert fald 😀

      Like

  3. Er det her ikke bare hvad jeg kalder “loven om bølgebevægelser”? Altså engang skulle man IKKE græde efter at man var fyldt 5. Et par bandeord hvis man ramte tommelen med en hammer, Et par grimasser hvis det hele var Uff! og højst en våd øjenkrog når den store sorg ramte. Så svingede pendulet, og nu er man en ufølsom rad og en stivstikker hvis ikke man vander høns ved enhver given lejlighed? Lad os bare vente lidt, så går tuderiet nok over igen, og måske kan vi så håbe på at ende dér hvor det er OK at græde hvis det virkelig gør ondt (både legemligt og sjæleligt), men ikke over enhver lille knast – og slet ikke-nikke-nej som et våben – det er afskyeligt, ikke mindst fordi man jo let betragtes som verdens ondeste menneske hvis man ikke har medfølelse med den ‘stakkels’ tåreperse.

    Liked by 1 person

  4. “Ublufærdig” - du rammer atter sømmet på hovedet.

    Gråd er noget man prøver at beherske indtil man kan give los for tårerne i enrum eller sammen med ens kære. Fordi ens sorg ikke rager nogen andre og på ingen måde bliver lettere at bære ved at dele med gud og hvermand.

    På en eller anden mærkelig måde er der noget i tidsånden, der kræver at man krænger sjælen ud, (sætter sit følelsesliv i gabestok) og lader følelser trumfe fornuft. Helt grelt når det gælder børn, der diagnostiseres med såkaldt kønsdysfori, og som bliver molesteret for livet – skalpel og hormoner. Hvis du kan følge mig. Beherskelse er en nyttig kunst også når det gælder følelser.

    Like

    1. Ja, der er ingen ende på tåbelighederne. Kønsdysfori… hvilken teenager er ikke i tvivl om, hvem han eller hun er? Det er jo først der, de skal finde ud af det, og så skal der altså ikke stå nogle voksne og fortælle dem, at et juridisk eller fysisk kønsskifte kan klare ‘Den unge Werthers lidelser’, som Goethe skrev dengang :–)

      Like

  5. Gråd kan give forløsning eller endda lindring, men skal ikke udstilles.

    Dog skal man heller ikke skamme sig,hvis gråden presser sig på i en – måske svær – samtale.

    Balance og situationsfornemmelse.

    God onsdag.

    Like

Der er lukket for kommentarer.