Onsdagstanker om ‘Mistrivsel’

Der er snart ingen i Danmark, der ikke på en eller anden måde lider af det, man kalder ‘mistrivsel’. Senest læste jeg at chefer nu også lider af mistrivsel, ligesom ansatte, børn, unge, midaldrende og gamle.

Det undrer mig virkelig, når de fleste egentlig generelt burde have det godt. Vi er raske, vi har et sted at bo med vand og varme, vi har skoler, sygehuse og biblioteker og rig mulighed for interessante fritidsinteresser, hvis vi ikke lige har drømmejobbet. Vi har en basal tryghed, der skulle kunne være en base for vores liv, hvorfra vi kan udvikle os og bruge det liv, vi nu har.

Derfor har jeg tænkt meget over, hvad man mon egentlig lægger i ordet ‘trivsel’. Trivsel ser ud til at være et begreb, der har ændret sig gennem historien. For tiden opfatter mange trivsel som at være uden bekymringer, altid lykkelig og 100 pct. succesrig.

At være sikker på, man er god nok i enhver sammenhæng. Som at have alle de ting, materielle og immaterielle, man synes, man har brug for – eller krav på. Der må ikke være følelser, der gør ondt. Der må ikke være noget, man går glip af. Man vil anerkendes og gerne beundres – hele tiden.

Det er totalt urealistisk. Sådan har livet aldrig været for nogen. Følelser af utilstrækkelighed er normale, ligesom følelsen af ikke at passe ind er normal. Det kan så få dig til at arbejde hårdere på sagen eller skifte retning.

Når du føler, du ikke er god nok i en sammenhæng eller til noget, jamen så kan der jo være noget om snakken. Kan du ikke synge, skal du bare holde nallerne fra prøverne til X-faktor (læste om en, der forgæves havde prøvet 14 gange). Og er du klodset og med to venstrefødder, skal du hverken satse på ballet eller elitesport. Er du gennemsnitligt godt begavet, venter der dig ikke nogen Nobelpris.

Du har ikke fortjent det, bare fordi du gerne vil. Og nej. Du kan ikke blive lige, hvad du har lyst til.

Der ligger sådan et pres på det moderne menneske, siger vi. Vi skal følge med i alt, og så er det i øvrigt også de sociale mediers skyld. Hallo. Selvfølgelig ligger der et pres på mennesker. Ikke bare nu men altid. Hvordan tror du, det føltes at skulle nedlægge et vildsvin med en spids pind? Berigende??

At blive sendt i krig? At være fæstebonde på en træhest i stedet for herremand på en fuldblods? At bo i Ukraine – eller for den sags skyld i Rusland? At være kristen i et muslimsk land? Eller bare at være hende pigen i klassen, som de populære piger overser? Mon det har ‘givet dem noget’ igennem historien eller er ‘virkelig givende’ nu?

Det er ikke verden, der skylder dig noget. Hvis noget ikke går, hvis du ikke kan, skal du lave noget andet. Er dit arbejde rigtig træls, kan du søge et nyt. Er du ikke blandt de populære piger (hvoraf der måske er 3-4 ud af en hel skoleklasse), kan du gå til noget, hvor du kan få andre venner. Kom du ikke ind på drømmestudiet, er der andre karriereveje.

Se virkeligheden i øjnene, barn, ung, midaldrende, gammel, ansat, chef. Du kan ikke alt. Af og til går tingene dig virkelig imod. Det gør ondt. Af og til mister du nogen, du elskede. Og af og til er der folk, tæt på dig, som du finder ud af, virkelig ikke kan lide dig – eller kun kan lide dig, når du er, som de synes, du skal være. Det gør også ondt. Der er meget, der gør ondt, og det er man simpelthen nødt til at acceptere som et grundvilkår i livet.

Trivsel afhænger af, hvordan du tackler de mange ting og nederlag, der gør ondt. For ondt eller nederlag slipper du ikke for. Det er ok at hænge lidt med mulen, når verden er ond. Men man skal ikke blive hængende.

Med denne lille opsang vil jeg bare sige: God onsdag.