Når man siger pænt farvel til en måned, er man næsten nødt til også at hilse pænt på den ny, der kommer efter. Hvad kan man glæde sig til i februar? Jo, for eksempel fastelavnsboller, vintergækker, primula og vinterferie.
I år vil jeg helt sikkert bage de traditionelle fastelavnsboller med cremefyld.

Men jeg vil også lave snydeboller – hacke Mette Munks bake off boller og fylde dem med hindbær og creme eller chokoladecreme, for af og til må det godt både være overdådigt og nemt.

Februar betyder også udsprungne vintergækker i haven og på skrænterne langs vejen. Det er sådan et dejligt og optimistisk syn.

Det er også tid til at købe primula og få lidt farver i øjnene – og duft i næsen.

Det er tid til at drive grene fra de blomstrende buske.

For nogle – ret mange endda – er februar måneden med vinterferien. Om det er skiture til Norge eller alperne, eller vinterferie hjemme med tid til ikke at lave noget særligt og bare være, er en ferie dejlig. Og selvom man ikke selv holder vinterferie, er ugen alligevel hyggelig med mindre trafik på vejene og tilbud på de ovennævnte Mette Munk fastelavnsboller.
Og rent apropos fastelavn kan du læse meget mere om fastelavn her, hvor jeg har skrevet om fastelavn på Skivholme kirkes hjemmeside. Oprindelse, historie, traditioner og alt det sædvanlige, man gerne vil vide om årets mærkedage. Hos os kommer fastelavnssoldaterne forbi på lørdag.

Så velkommen februar – dig skal vi nok få det sjovt med.
God torsdag den første februar.