Rigtig glædelig jul!

Nu er grøden kogt til risalamanden, mandlerne er smuttet og hakket, aspargeskartoflerne til de brune kartofler er kogt og pillet. Husbonden har taget træet ind, og om lidt skal det pyntes. Derfor er det blevet tid til at ønske alle en rigtig glædelig jul.

Tak for, at I fulgte med i endnu et år. Tak for kommentarer og tips og ideer. Tak for jeres omsorg, da vi mistede Rosie og for jeres engagement i de små, nye hvalpe. Det glæder mig så meget, at I er der.

Lige nu er der hundreder, der er inde og læse opskrifterne på and. Andebryststegen på ben og hel and. Der er helt sikkert mange, der skal holde jul for første gang, og som er lidt usikre på, hvordan det hele skal gribes an. Vær ikke nervøse – det hele skal nok gå. Det vigtigste er jo hyggen, ikke? Bare ro på og en god opskrift, så lykkes det hele.

Der er sygdom blandt personalet, så vi skal være med bag kulisserne til juleaftensgudstjenesten i Skivholme kirke i morgen. Husbonden skal hejse flag, tænde lys og være brandvagt, og jeg skal ringe og kime. Det bliver helt sikkert både sjovt og hyggeligt. Der plejer også at komme lidt sjov.

Et år fik vi historien om Maria og Josef, der argumenterer med kroværten, der ikke har plads til dem. Josef siger til ham, at han da må vise lidt barmhjertighed, fordi Maria er gravid. Den brovtende krovært kigger barsk på Josef og siger: ‘Det er altså ikke min skyld.’ Til det har Josef kun ét svar: ‘Det er altså heller ikke min!’ Julehumor?

Bagefter holder vi jul her hos os med familie. Med alle de poter i huset er det nok bedst at være hjemme.

Nu ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul og håber, at julen bliver dejlig og hyggelig, som den skal være, uanset hvordan du fejrer den, om I er mange, eller om du er alene juleaften. Jul i hjertet er det, det handler om.

I nat der tændes julelys på jord,
og guds engle kommer til os, når vi tror.
Lad lyset brænde i dit sind.
Luk julefreden ind.

Rigtig glædelig jul.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Rigtig glædelig jul!”

  1. Du og din familie ønskes ligeledes en rigtig Glædelig Jul ❤️ og et velsignet Nytår. 🌟Tak for alle dine gode billeder, historier og opskrifter.🙏🏻

    Like

  2. Glædelig jul til dig og hele din familie (2 og 4-benede)
    Tak for at måtte følge med. Både min mand og jeg læsker dine små historier og kommentarer til hverdagens små og store genvordigheder. Og alle dine gode billeder.
    Mange julehilsner
    Birgitte

    Like

Der er lukket for kommentarer.