Edderkoppeskræmmere – virker de?

Edderkoppeskræmmer

I år har man mange steder kunnet købe nogle grønne, dekorative frugter under navnet ‘edderkoppeskræmmer’. Frugterne er de modne frugter fra orange morbær – Maclura pomifera.

Det siges, at de udskiller et duftstof, som mennesker ikke kan lugte, men som edderkopper kan, og som de absolut ikke bryder sig om. Jeg har selvfølgelig købt et par stykker af dem. Det var da værd at prøve. Men jeg tror, man skal have mange, før edderkopperne flytter et andet sted hen. I hvert fald var de dekorative og lidt nye og spændende.

Tegning af orange morbær

Jeg blev nysgerrig. Hvad er det for en frugt, og hvad er orange morbær for et træ?

Det viser sig, at træet stammer fra det sydlige Midtvesten i USA. Stater som Texas, Tennesse og Oklahoma. Navnet der er Osage orange wood, opkaldt efter Osage indianerne, der brugte træet til at lave buer og pile – og orange, fordi veddet er orange.

Fra Midtvesten har Osage træet bredt sig, fordi man har brugt det til levende hegn for at holde kvæget inde. Træerne, der har lange torne, og som kan vokse sig 20 meter høje i fri dressur, blev plantet i rækker og beskåret kraftigt. Det fik dem til at sætte sideskud, der flettede sig ind i hinanden som et uigennemtrængeligt hegn.

Orange morbær er meget hårdt træ, der modstår råd i mange, mange år. Derfor bliver det nu brugt til blandt andet skafter på værktøj og til hegnspæle.

Men tilbage til frugterne. De kan ikke spises, og der er heller ikke mange dyr, der spiser dem. De indeholder en latexlignende saft, som ingen bryder sig om. Til gengæld er de uhyre dekorative.

Eddekoppeskræmmer

Og edderkopperne? Ja, dem må støvsugeren tage sig af. Jeg hørte i radioen en biolog fortælle, at edderkopperne dør på grund af suget i støvsugeren, og at de derfor ikke lider en langsom død i støvsugerposen.

Siden har jeg muntert støvsuget de ækle mejeredderkopper, der indtager huset. Støvsugeren er en hel del mere effektiv end morbærtræets smukke frugter, der derfor udelukkende bliver brugt til dekoration hos os.

God torsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Edderkoppeskræmmere – virker de?”

  1. Jeg blev også glad over at læse, at de dør hurtigt i en støvsuger.
    Vi bar dem ud før i tiden – lige indtil jeg læste, at indendørs edderkopper dør af at blive sat ud. Så må de hellere dø en hurtig død indendørs.
    Når man bor i et stråtækt hus, er der sindssygt mange mejeredderkopper – dem vænnede jeg mig relativt hurtigt til, fordi de er så spinkle, men jeg har en hel del sværere ved at klare de der store, sorte, behårede nogen, som man næsten er sikke på, at man kan høre, når de tramper hen over et gulv!
    Frugten er meget dekorativ – også selv om den ikke hjælper med at holde edderkopper væk 😊

    Like

    1. Jeg har det svært med mejeredderkopperne, fordi de lave sådan nogle næsten usynlige spind, man pludselig får øje på – når man har gæster 😀 Og alene deres overvældende antal….. Men du har ret, de store, der trækker veksler på gulvet, er værre. Alligevel vil man gerne aflive dem hurtigt, så frem med støvsugeren 🙂

      Like

  2. Interessant læsning! Jeg har også købt nogle af de dekorative frugter, og spekuleret på om de var spiselige! Jeg kendte heller ikke navnet, men det er da en fin historie om et træ jeg ikke kendte. Tak for den.🙏🏻 Edderkopper fanger jeg med hænderne, og bærer udenfor….til min nabos STORE skræk og forundring.😁

    Like

    1. Det er altid sjovt at grave lidt og finde ud af noget nyt. Men hvad angår at bære edderkopperne ud? Se, hvad Ellen skriver i sin kommentar. Indendørs edderkopper dør af at komme ud. Er det en korsedderkop, du har besøg af, går det, men ellers…..
      vh/Karen

      Like

  3. Meget glad for at læse, at edderkopper vitterligt dør af suget. Har nemlig ikke kunnet få mig selv til at bruge støvsugeren som mordvåben, fordi jeg for mit indre øje så de ottebenede krepere langsomt og lidelsesfuldt i en blanding af støv og hundehår.
    Har hørt, at edderkopper indendøre er et godt tegn. Ingen fugt, godt indeklima.

    Like

Der er lukket for kommentarer.