En corona-overlever

Det er ikke kun mennesker, der har haft det hårdt i coronatiden. Det er også kontorplanterne.

Da vi alle sammen blev sendt hjem fra arbejde i efteråret, efterlod jeg min ret specielle stuebirk på kontoret. Vi troede jo, vi ville komme tilbage i løbet af et par uger.

Sådan gik det ikke, og stuebirken fik ikke en dråbe vand i meget, meget lang tid. Flere måneder. Den så meget død ud. En coronaramt plante – et tilfældigt offer for en pandemi.

Det var først, da rengøringspersonalet kom tilbage i foråret før os andre, og vores vidunderlige, dygtige og optimistiske Anne-Grethe fik øje på planten, at den fik lidt at leve af igen. Og en dag brød et nyt blad frem fra de tørre grene.

Planten var lige så stille, blad for blad, på vej tilbage til livet igen.

Den har stået på mit kontor i årevis. Mindst 10 år. Lidt forkrøblet, nærmest troldeskovsagtig med krogede grene. Men som regel dækket af en tæt krone af små, grønne blade. Det er ikke en bonsai. Den er bare blevet forkrøblet af mange års mishandling. De krogede grene giver den karakter, synes jeg. Næsten som en gammel eg.

Jeg overtog den på mit tidligere arbejde fra en, der rejste. Den var allerede kroget dengang. Vi ryddede først hendes kontor efter nogle måneder, hvor en ny skulle flytte ind, og alle sagde til mig, at jeg da skulle smide den døde plante ud sammen med de gamle mapper. Den fortjente nu en chance, mente jeg, og jeg kunne godt lide de krogede grene. Den viste sig da også ikke at være spor død.

Nu har den på et hængende hår også overlevet en pandemi, og den er nu på sommerferie inde i drivhuset, hvor den helt sikkert vil genvinde sit huld og sin krone af grønne blade i løbet af nogle uger.

Drivhusets hospitalsafdeling har reddet mangen en plante gennem årene.

God torsdag.