Pyha – total nedsmeltning…

Siden jeg fik et hedeslag i begyndelsen af halvfemserne, har jeg ikke været god til varme. Hvor andre slænger sig solen og bliver smukt gyldenbrune, sidder jeg i skyggen og gisper. Total nedsmeltning. Jeg får i øvrigt også let soleksem. Den kølige sommer i år har lige været noget for mig.

Nu kom varmen, men jeg lider med anstand, for jeg ved, at rigtig mange nyder det i fulde drag, og at man nærmest er lidt mærkelig, hvis man synes 20 grader er den perfekte sommertemperatur.

Det er da også dejligt, at det ikke regner, når høsten nu er i fuld gang. Og i de fleste moderne høstmaskiner er der aircondition. Det er ikke som i gamle dage, hvor der skulle høstes med le…

Ude i haven ligger vandslangen rullet ud og klar til dagens redningsaktion. Blomsterne kan heller ikke lide den tørre varme. De nedsmelter ikke, men de tørrer ind. Vanding bliver nok topmålet af aktivitet fra min side her i weekenden. Og så vask af kludetæpper, plaider og alle de andre ting, der tørrer godt i varmen.

Resten af tiden vil jeg sidde i flimmerskyggen under de store træer, læse en bog fra Alaska, drikke masser af koldt vand, spise is og forsøge at glæde mig på varmeelskernes vegne. Jeg ved jo godt, at varmebølger som regel ikke varer så længe, og det går nok.

God varm weekend!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: