Sensommerbesøg i Jeannett Fruergaards have

Også i dag er der mange billeder. For søndagens andet havebesøg var hos Jeannett Fruergaard, kun kort vej fra Bruuns Have. Det var første gang, jeg besøgte haven, og det var en spændende oplevelse. For Jeannetts have er meget anderledes end de fleste andre haver.

Først og fremmest faldt jeg over, at der er mange rette linjer. Rektangulære bede og lige gange. Her er det alleen, som skifter udseende med årstiderne. Lige nu dominerer de hvide og lysegrønne farver. Et dejligt lyst og opløftende syn på den her tid, hvor løvet ellers bliver mørkere.

Her er nogle af de rektangulære bede og lige gange. De stramme linjer blødes op af overdådige stauder, ikke mindst solhatte i flok, og græsser.

Havens rum er indrammet af bøgehække, der giver struktur. Den fine bøgeportal i baggrunden af billedet er med til at tilføje blødhed til haven.

Mon man kan finde et sted, der signalerer sommer i Danmark mere end lige her på plænen med frugttræerne, de hvide møbler og bedet med vilde blomster? I fantasien kunne jeg næsten dufte jordbær og hø… og se hvidhårede, solbrune småbørn lege under træerne… et ekko fra en svunden tid.

Og så er der køkken- og skærehaven, som jeg helt tabte mit hjerte til. Blomster i frodig overflod – til tusinder af buketter. Igen som fra en svunden tid, hvor en gartner hver morgen bragte blomster ind til dagens buketter. Gartneren i dagens virkelighed er Jeannett selv…

I skærehaven er der et bed med evighedsblomster. Jeg har allerede bestemt, at jeg vil så nogle af den slags næste år.

For se, hvad Jeannett har fået ud af bare nogle få af de mange i kombination med lidt fra naturen udenom… Så fint, let og kønt – og holdbart.

På gårdspladsen står en stor opstilling af krukker. Jeg lagde især mærke til de fine russiske kulsukker med de flotte blade. Sådan en havde Jeannett nemlig med til mig, da hun og Margit Bruun besøgte mig i maj. Den er jeg meget glad for – ja, den fik faktisk et helt bed indrettet efter sig – og jeg håber, den vil blive stammoder til mange flere. Den har det godt, så mon ikke?

Det var spændende at besøge Jeannetts have. Tak for, at du åbnede den for os gæster, Jeannett, tak for et kaffefilter fyldt med frø fra Stipa Pony Tails

og tak for kage og dejligt vand krydret med agurk og mynte – mums.

Haven er også åben i næste weekend, både lørdag og søndag fra 10-17.

Adressen er: Gamle Skolevej 3, Lånum, 7850 Stoholm.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Sensommerbesøg i Jeannett Fruergaards have”

  1. Ja, ja, nu vil jeg huske dine vise ord, Karen: Ikke sammenligne, bare nyde 🙂
    Hvis jeg kan finde ud af at tage frø fra mine evighedsblomster, skal du få nogle af mig.
    Kh Nana

    Like

    1. Man bliver bare utilfreds med det, man ellers var så glad for, hvis man sammenligner. Noget helt andet er at få ideer og bruge dem selv. Åh, hvor vil jeg gerne have en lille skodde som baggrund til opstillinger… aner ikke, hvor man finder sådan en.
      Det lyder godt med frø – næste år skal vi ikke rejse i juli, så der skal haven blomstre helt og aldeles vildt 🙂
      Kh, Karen

      Like

  2. Det er en skøn have og du får mange gode vinkler med 🙂
    Jeg besøgte haven for to år siden. Jeg er allermest fascineret af alleen, der skifter udtryk og farver på allersmukkeste og mest spændende vis hen over året. Den kunne jeg godt tænke mig at se igen og lade mig inspirere af.
    Jeg håber på en gensynstur næste år.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.