Rigtige helgener har tit en grotte et eller andet sted. Helliggrotter hedder de. Det er især i de katolske lande, men der har de jo også en del helgener. Derfor er der nogle af dem, der nok må nøjes med grotter, mens andre har hele kirker til deres rådighed. Ulighed findes selv blandt helgener.
Da jeg havde brugt god lang tid i Billigblomst på at finde en andensorterings madonna uden revner i maven, tænkte jeg, at hun var så sjælden, at hun måtte have sin egen grotte at være from i. Det lyder nemlig lidt romantisk det med en helliggrotte – når man ikke selv skal bo i en. Og romantisk må det gerne være.
Den store dronningebusk danner faktisk lidt af en grotte. Og den er da romantisk med de mange rosa blomster.
Man kan undre sig over, at jeg anskaffer endnu en madonna, når der var så meget bøvl med de andre i december, da de gik i Me Too mode.
Men… de er jo faldet lidt til ro oppe i julekassen, så en lille sommermadonna i en lyserød, romantisk grotte er ingen skade til. Mon pilgrimmene begynder at valfarte til Skivholme nu?
God fredag.


Det er da den yndigste grotte at være madonna i. Åh, jeg elsker dronningebuske. Den duft, altså …
LikeLike
Dronningebuske er skønne og særdeles livskraftige. Vores er blevet enorm med årene, og den overhængende vækst giver flotte stammer om vinteren 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Det ser så hyggeligt ud. Jeg har også madonnaer stående alle steder i haven. Men sådan en lyserød romantisk en, har jeg desværre ikke. Men det må jeg jo så få gjort noget ved 😉
Sov godt
Gonat knus herfra
Lone
LikeLike
Der er altid plads til en engel eller en madonna mere 🙂
Knus, Karen
LikeLike