Værtindegaver: Pyntekugler fra haven

Da jeg i sidste uge var til åbningen af CPH Garden i Valbyparken fik jeg en ide til en god gave. Ideen fik jeg af blomsterkunstneren Aase Hviid. Hun havde lavet disse fine kugler beklædt med judaspenge. Sådan nogle måtte man da selv kunne lave uden den store ståhej?

Jeg var vild med dem, og jeg tænkte, at de nok ikke var så svære at lave. Det var de heller ikke. Tre styks lavet på en halv time. Det handler bare om at få ideen, og den havde Aase da heldigvis fået…

I gemmerne har jeg en stor kasse med styroporting – kugler, hjerter, kegler og kranse. Små knappenåle er der også masser af i hobbykassen, og i haven er der judaspenge, der lige er klar. Grønne og fine.

Start med at klippe en ordentlig bunke ‘penge’ af. Find så kugler og nåle frem. Start i toppen og arbejd rundt, så pengene efterhånden ligger taglagt hele vejen omkring kuglen. Vend dem samme vej – med den lille spids nedad.

Når kuglen er dækket, dækker man hullet i top og bund med endnu en ‘mønt’, og så er kuglerne klar. Klar til at pynte på et fad, en hylde eller hvor man nu vil. De tørrer fint og holder længe.

Har du ikke judaspenge, kan du lave det samme med efeublade eller lammeøre. Efeu har godt af at ligge en dags tid, før man begynder – så er bladene blevet bløde og håndterbare.

Som gave ville jeg lægge dem på en skiferplade af den slags, trendy restauranter bruger som tallerkener (de kan købes i Imerco og den slags steder til ikke ret mange penge) og pakke det hele ind i cellofan med en sløjfe af havesnor.

Hvis jeg skulle besøge en, jeg kender godt – og til en uformel lejlighed – ville jeg nok også rende ud og plukke en buket af den duftende, uægte jasmin – sådan en kan man altid finde plads til i den korte tid, de blomstrer.

God fredag.


Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73,  Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Minder – en fotobog

Syrensaft fra Vadekærgård
Hjemmelavet krydderolie og kryddersalt

Kassevis af blomster til værtinden

En blomst til værtinden
Værtindegave fra hønseneKurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Værtindegaver: Pyntekugler fra haven”

  1. De er så smukke de kugler Karen og har nu set dem en del steder og ville sådan ønske jeg havde Judas penge. For de er så skønne at de må prøves. Har haft planten men skvalderkålene tog livet på dem………
    Der er en som bliver glad for dine gaver.

    God lørdag
    Knus

    Charlotte

    Like

  2. Ihh hvor fine de er, jeg har lige rykket en stor plante op, som var væltet ud over havegangen, den skal jeg vist ligge redde inden den bliver alt for medtaget, og jeg ved jeg skal have nogle gamle flamingokugler liggende, Tak for ideen og god weekend.

    Like

    1. De er faktisk uendeligt nemme – man behøver ikke at være ret fingernem – selvom det nok ikke går med 10 tommelfingre 🙂
      Også god weekend til jer. Jeg skal ind og se Claus Dalbys have i morgen – glæder mig!!!

      Like

Der er lukket for kommentarer.