Glade gensyn med ‘de kendte’ til CPH Garden

Med ‘de kendte’, mener jeg naturligvis, folk jeg kender. Hvad ellers? Det var dejligt at møde dem i onsdags – og så i så skønne rammer.

Først og fremmest var der jo havebloggerne. Dem, man kender godt og ser jævnligt, og dem man kun møder en gang imellem. Det er altid så hyggeligt, og snakken går, som havde vi set hinanden for kun et par dage siden. Havemennesker er – som regel – rigtig rare mennesker.

Ved den store prisuddeling onsdag var en af award kategorierne ‘bedste haveblog’. Det blev Maria med bloggen Livsnyderhaven, der vandt. Her står hun og ser rigtig glad ud – ikke så mærkeligt, vel?

To andre kategorier, bedste havebog og årets grønne profil blev vundet af den samme, nemlig af Tante Grøn, Jytte Aggerholm Justesen. Det har hun i den grad fortjent – hendes bøger er de mest inspirerende havebøger, jeg har.

Men der er også kendte udstillere på CPH Garden. Der er Morten fra Zinkbakken – der, hvor vi har købt vores højbede (dem kommer der snart mere om, for det er ved at blive rigtig godt). Med i Zinkbakkens sortiment er også disse skønne, rustne spejlbassiner.

Sådan et ønsker jeg mig – meget. Og der er alle hans spændende plantekasser, højbede – og naturligvis zinkbakker. Dem har jeg ikke nogen af, men du kan læse om, hvordan Maria bruger zinkbakkerne – der faktisk er af aluminium –  her hos Livsnyderhaven.

Der er den søde og kreative Aase Hviid,

som jeg kender gennem min svigerinde, og hvis have jeg besøgte for et par år siden. Hun har en stand i medlemsteltet og lavede de skønneste, typiske Aase Hviid buketter og dekorationer med friske blomster. Se lige fletværket af græs i kransen.

Her er en god ide fra Aase til, hvad du kan lave af Judaspenge… Det vil jeg prøve. Det kræver kun judaspenge, oasiskugler og nåle. Nå ja – og en smule tålmodighed. De tørrer meget smukt op.

Tina Thorsby, der har Havens Kunst, er der også. Både med en stand og med en udstillingshave.

Skulpturer og potter af den slags, der får den eftertragtede patina og kommer til at ligne noget, der bare altid har været der. Haddonstone hedder det mærke, hun forhandler. Engelsk, selvfølgelig. Klassisk og smukt.

Der var mange flere ‘kendte’ og også mange, jeg ikke kender personligt, hvis stande jeg nød i fulde drag,

selvom de udgjorde en trussel mod lommepengene.

Kig selv på udstillerlisten på Haveselskabets website. Hvis du skal til CPH Garden i dag eller i weekenden, møder du sikkert også nogen, du kender. Ellers må du gerne låne nogle af ‘mine’.

I morgen vil jeg kigge lidt mere på nogle af de små, inspirerende detaljer, jeg faldt for undervejs.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Glade gensyn med ‘de kendte’ til CPH Garden”

  1. Så fin en reportage, som jeg nød utroligt meget – ville gerne have mødtes med nogle af jer, men det må blive en anden gang.
    Mange fine showhaver og stemning i dine indlæg her.
    PS. Billedet af kronprinsessen oser nu af stemning alligevel 🙂

    Til slut må jeg lige sige “kondolerer” med din søde hund. Selvfølgelig skal man være ked af det 🙂

    Like

  2. Åhhhhhhhhhhhh hvor ville jeg ønske jeg var med. Dejligt at i er så søde til at dele ud til os andre.
    For hold da op det ser smukt ud altså.

    Smuk weekend
    Charlotte

    Like

  3. Dejlige billeder.
    Har set en del indlæg om CPH garden, og de er meget forskellige, og rigtigt gode allesammen. Er helt sikkert med, hvis der bliver noget næste år.
    Endnu engang tilykke til Marie og Jytte

    Ønsker dig en dejlig weekend
    Knus Lone

    Like

Der er lukket for kommentarer.