I det her vejr er der kun én ting at gribe til. Blomsterterapi. Forårsblomster i skåle, skjulere og glas. En modgift mod det sjaskede, sjappede udendørs. Det kan minde en om, at det altså skal tø, før det kan kan blive forår. Uanset, hvor meget man holder af sne.
Når vejret slår om så pludseligt – og jeg vil næsten fristes til at sige drastisk – er det tøbrud, og ikke bare tø. Snart vil bækken bruse af alt vandet, der løber fra markerne, og engen vil være oversvømmet en tid. Alting dukker op igen. Lidt mere brunt, lidt mere algegrønt end man husker det, fra før sneen kom og lagde sit barmhjertige hvide lag over alt det vinterbrune.
I går aftes sneede det, og der blev lagt et fint drys pudder over vores spor på marken. I nat vågnede jeg ved en ny lyd. En lyd, der næsten var glemt. Lyden af regn på ruden, snart efterfulgt af lyden af sneen, der rutsjede ned fra taget. Det er slut for denne gang.
Heldigvis var jeg en lille tur i Billigblomst i torsdags og kom hjem med de fineste, fyldte primula i lette og lyse farver. De kan holde længe, hvis de bare står koldt om natten.
Primula findes i så mange farver og former, at alle kan finde sig en yndlingsprimula.
Den kasse hyacinter, jeg købte i januar og har haft stående i drivhuset til at tage ind af, er heller ikke tom endnu. Hyacinterne bliver puttet i glas, og i store fyrfadsstager, pyntet med lidt grene, og så står de der og springer ud og spreder deres dejlige duft i stuen. Når de er færdige, henter jeg ny i drivhuset.
Svaret på tøbrud er ganske enkelt blomsterterapi.
Og kommer der så forår? Ja, på et tidspunkt gør der. Men det er nok lige lovlig optimistisk at tro, at vinteren er slut i februar? Den skifter bare væsen og er mindre smuk at se på. Og dog – måske dukker der små erantisnakker op, når sneen forsvinder? Små nakker, der hurtigt retter sig og vender deres solgule ansigter op mod himlen?
Det er også blomsterterapi.
God, dryppende lørdag.
Dalsgaard i Skivholme 