OK – jeg overgiver mig…

Længe har jeg holdt stand. Der skal ikke jules før advent. Bevidst har jeg ikke kigget på de julede Instagram opslag. Og jeg er med raske skridt gået forbi julepynt, nisser og julekalendere. Men jeg vidste jo, det ville ske. En dag bliver man pludselig glad af en nisse, og så går det løs.

Det skete i går. I Storcenter Nord. Uden varsel. Det var søstrenes skyld. Søstrene Grene. De lokkede med alskens glitrende stads, glas, skåle, glimmer, kugler og klokker. Mine sko nægtede pure at gå forbi.

Udenfor igen stod jeg overfor en af de dejlige, små nissebyer. Med Hr. og Fru Nisse, der nørkler og bager,

og med snelandskaber med søde dyr udenfor.

Jamen, hvad skal man gøre? Der er da ikke andet at gøre end at stoppe op, se på de underfundige detaljer og smile lidt.

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det…

Så nu går det løs. Barrieren brudt, dæmningen skyllet væk.

Nu skal der tænkes i dørkrans, adventskrans, kalenderlys og dekorationer. De gamle billeder skal findes frem, analyseres og tænkes igennem med henblik på både gentagelse og fornyelse.

Der skal købes blød ene, for det er det eneste, vi ikke selv er leveringsdygtige i, og blød ene er uundværlig til at give lethed.

Der skal sættes lys op derude. På efeusøjlen og et juletræ i pavillonen.

Der skal pyntes i drivhuset og tænkes julekalender til kirkens hjemmeside – og, og, og…

Jeg overgiver mig. Advent og jul kom bare an. Min dør er åben, mit hjerte er klart. Og… var der ikke også noget om, at folk, der pynter tidligt, er mere lykkelige?

Men én ting står fast. Julepynten hos os er mest lys og natur. Kun de to gamle nisser fra kassen får lov at bevæge sig frit rundt i huset.

Nåja – og så lige alle de rigtige nisser på loftet ovre i den gamle stald og dem i drivhuset. De bor her jo.

God torsdag.