Spicy gulerodssuppe til en regnfuld sommerdag

Gulerodssuppe

Hvor var man i madlavningen, hvis der ikke var gulerødder til? Rå og revne, bagte og kogte, i brød, i kager, i gryde- og wokretter – ja, alle vegne. Suppen her med gulerødder, hvidløg, løg, chili og ingefær styrker de slunkne livsånder og giver varmen uden at være hverken vinteragtig eller tung. Dejlig på en blæsende dag sidst i maj, hvor vejret burde vide bedre.

Derudover er suppen supersund, selvom den slet ikke smager sådan. Der er ingen fløde eller andre kalorietunge ting i, så du kan spise en stor portion med god samvittighed.

Der går også kun en halv times tid fra tanke til færdig suppe. Perfekt, når man bare er sulten som en ulv i Oksbøl.

Du skal bruge:
1 liter hønsebouillon
6 gulerødder af mellemstørrelse
1 stort løg i tern
2-3 fed hakket hvidløg
2 spsk hakket ingefær
1 spsk olie til stegning
2 tsk chilipasta – sambal oelek har en god, ren smag
Salt efter behov

  • Gør grøntsagerne i stand.
  • Hak ingefær, løg, hvidløg og skær gulerødderne i mindre stykker.
  • Steg løgene klare i olien.
  • Tilsæt hvidløg og ingefær og lad det stege med i en 30 sekunders tid. Tilsæt gulerødderne. Rør rundt et par gange og tilsæt bouillonen.
  • Kog gulerødderne møre og blend suppen med stavblenderen.
  • Smag til med chili og salt. Hvor meget, der skal i, afhænger helt af dine smagsløg. Jeg bruger et par teskefulde sambal oelek. Husk, at chili mindsker behovet for salt, så kom chili i først.
Gulerodssuppe

Udover at smage godt, er den type suppe så dejligt nem at lave. En stavblender sørger for, at konsistensen bliver blød og cremet, helt uden fløde. Man kan lave en tilsvarende suppe med peberfrugter, med blomkål eller andre grøntsager – eller rodfrugter. Vil man gerne have lidt mere fylde i, kan man tilsætte en groftrevet kartoffel og koge den mør sammen med grøntsagerne, før man blender. Kartofler jævner.

Har du lyst til andre opskrifter med gulerødder? Så kig nedenfor.

God fredag.

Eller prøv at skrive ordet gulerødder i søgefeltet. Så får du alt det, jeg nogensinde har puttet gulerødder i – næsten.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.