Onsdagstanker: Mon det nu går så galt?

Siden Trump blev valgt, har der hersket generel panik. Jeg siger ikke, der ikke er grund til bekymring, men mon det nu går så galt? Sidst han var præsident, var der også stor bekymring, og verden gik sin skæve gang alligevel.

Jeg er ikke i tvivl om, han vil gøre, hvad han kan for at gennemføre sine ret uhyrlige ideer. Men kan han også komme til det? Jeg tror, han kan underskrive alle de erklæringer, han vil. Forandring tager tid – lang tid. Og præsidenter kommer og går.

Det amerikanske statsapparat er enormt, og Fusk-Musk kan ikke nedlægge det, bare fordi han vil. Bare miljøministeriet fylder fem blokke i Washington. Jeg har selv set det. Så hvor meget fylder resten ikke? Hvor mange hænder skal hver ide igennem, før den bliver til konkret handling? Hvor mange udvalgsmøder? Og hvor lang tid er det lige, der er til midtvejsvalget?

Vi er meget bekymrede for, at Trump vil tage Grønland. Men hvorfor har vi så ikke holdt vores del af aftalerne og sikret Grønland? Grønland er ikke et spørgsmål om UNESCO bevaret trommedans og grønlandsk kultur. Den kultur er meget lille globalt set og meget marginal i det store spil. Det handler om at sikre Nordatlanten.

Vi lovede at gøre det, og der blev sat penge af til det. Der er bare ikke sket en dyt. De penge er sikkert brugt, hver gang regeringen har villet købe sig lidt popularitet i den danske befolkning – de har det jo med at finde lidt på kistebunden, når meningsmålingerne dykker.

Allerede i 1949 lovede vi at at bruge 2% på forsvaret. Det skrev vi under på, og det lovede alle Nato partnere hinanden. Der er vi også rendt fra vores forpligtelser. Det er for ringe, og jeg kan godt forstå, amerikanerne er godt trætte af os, når vi opfører os som forkælede unger.

Vi må selv løfte den byrde, det er, at få forsvaret i form igen. Vi må her i Europa selv give Ukraine al den hjælp, der er behov for. Det er nemlig hjælp til selvhjælp. For nok vil Trump gerne have Grønland, men Putin vil have hele Europa. Så skulle vi ikke lige se på, hvor den største fare er, klappe i og se at komme i omdrejninger? Lever vi op til vores forpligtelser, behøver Trump slet ikke Grønland. (Og levede Panama op til deres forpligtelser, ville han heller ikke behøve at true der.)

Ja, det vil koste. Jeg synes selv, de burde bruge hver en krone og aflyse alle store, offentlige projekter. Veje, broer og andet byggeri. Selvom noget er vedtaget i Folketinget, kan det godt laves om. Det har jeg skrevet om før – også i et debatindlæg i Jyllandsposten.

Men vi kan også godt holde op med at snakke pension, børnehaver og alt det andet, der har det med at stjæle billedet, når der skal være valg. Og så kan vi droppe alle de der vindmøller og solcelleparker på markerne og gøre de grønne mål lidt mere realistiske, så vi holder produktionen oppe.

Der er brug for naturgas, der ikke er russisk. Der er brug for, at markerne bliver dyrket, at vi producerer fødevarer – gerne meget mere, end vi selv skal bruge, for Europa får brug for hvert et korn. Bare fordi man har besluttet noget, betyder det ikke, at en beslutning ikke kan ændres – heller ikke en politisk beslutning.

Det var dagens onsdagstanker, der egentlig startede med at skulle være en lille trøst – at det næppe går så galt, som det ser ud til – men som endte med at blive lidt af en opsang til den danske og europæiske selvfedme og selvretfærdighed.

God onsdag.

PS: Alle billederne er fra vores ture til USA. Det var sidst, Trump var præsident. Siden er det blevet for dyrt at rejse dertil – i hvert fald for os. Desværre tror jeg, Trump heller ikke kan ændre meget på det.