Lilla marker = blomsterbrak

Du har måske lagt mærke til, at der er mange lilla marker i år? De er tilsået med blomsterblandinger, der giver føde til dyr, fugle og bier og farvespil til os, der kører forbi. Markerne lyser af lilla blomster lige nu. Det er honningurt, der blomstrer. Ser man efter, er der også hvide blomster blandt de lilla. Det er boghvede.

Senere på sæsonen vil honningurt og boghvede (og de lavere og mindre arter, der også blomstrer i markerne nu) blive afløst af blandt andet solsikker, der først blomstrer for alvor i august som i vores vildtstribe sidste år.

Solsikkemarken

Man kalder det blomsterbrak. I stedet for at lade en brakmark ligge og blive fyldt med senegræs, tidsler og brændenælder, kan man søge tilskud til at så de biodiversitetsfremmende bio-blomsterblandinger, og det er der mange, der har gjort. Honningurt er også blevet godkendt som efterafgrøde, så vi kan glæde os til mange lilla marker fremover.

Det er til stor glæde for smådyr og fugle, for bierne, der virkelig mangler noget at trække på lige nu, og for os, der får noget pænt at se på i stedet for de hæsligt rodede, spild af god landbrugsjord, ukrudtspredende brakmarker.

At så en mark til med blomster er ikke nogen let opgave. Blomsterfrøene skal sås i bar jord for at spire, og en brakmark er – jf. ovenstående – bestemt ikke bar jord. Der skal pløjes, harves og sås – mange timers arbejde. Derfor er der også lidt tilskud at hente til at dække en del af de ekstra udgifter ved blomsterbrak. Fair nok. Det er til glæde for alle.

Honningurt tæt på

Jeg holdt ind ved sådan en mark i går (har faktisk gjort det et par gange) for at plukke en lille buket.

Jeg tænkte, at når en hel mark er fyldt med honningurt og boghvede – planter i titusindvis – og der tilmed er en lille plads at holde ind på, må det være universets højere mening, at jeg skal have en lille buket med hjem. Derfor har jeg altid en saks i bilen for at hjælpe universet på vej. Det tror jeg, landmanden vil tilgive mig.

Honningurt og boghvede i vase

Den står på bordet ved siden af mig lige nu, og selvom det er den vådeste lørdag, man kan tænke sig, dufter her af sol og sommer fra de sødt duftende honningurt.

God, våd lørdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “Lilla marker = blomsterbrak”

  1. Her på egnen er der også flere lilla marker i år, og jeg kunne genkende honningurten. Tidsler er faktisk også rigtig godt for bier, og de blomstrer tilmed på et tidspunkt, hvor der ikke rigtig er andet til dem, så begge dele, tak.
    Jeg ville også snuppe en lille buket, hvis de marker bare var til at komme til for mig. Jeg må “nøjes” med kornblomster og lugtløs kamille. Jeg er sikker å at både lanfmand og insekter tilgiver os.

    Like

      1. Også her – det er en af grundene til, at mine kardeboller for det meste får lov at stå – vi skal også være her, så dem, der river os når vi går i haven, ryger op. Ligeså med horsetidslerne; de er så flotte og stikkende!

        Liked by 1 person

  2. Vi har også lagt mærke til årets mange blå marker, og jeg hørte lige i radioavisen, at der er dobbelt så meget blomsterbrak som sidste år, hvilket hermed udgør omkring 500 km2.
    Og selvfølgelig var der en, der mente sig klog nok til at erklære, at honningurt ikke er den rigtige løsning, hvad biodiversitet angår – men han kunne dog godt forstå, at landmanden kunne føle sig fristet til at få de 6000 kroner/ha.
    Nu er det vel heller ikke kun honningurt, der bliver sået?

    Like

    1. Nej, det er jo en blomsterblanding, hvor det ene hold blomster afløser det andet igennem sæsonen. Der vil altid være nogen, der gerne vil bashe landbruget – som regel, og her er jeg positiv, på grund af manglende viden. 6000 er kun 1000 mere end den almindelige brakstøtte, hvor man ikke skal røre en finger. Det er bare ikke landsmandstankegang at lade jorden gro til i ukrudt. Nogle vil mene, at biodiversiteten har glæde af tidsler og brændenælder, men bierne er de truede, og de har brug for blomster 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.