Klivia – en rigtig gammeldags stueplante

Vores Klivia, Clivia Miniata, er vel snart omkring 30 år gammel. Det er en rigtig gammeldags stueplante, der det meste af året står med flotte, blanke og grønne blade, men som hvert år i slutningen af februar får smukke, orange blomster.

Den gamle plante er der bare. Hvert år glædes man over blomsterne, og resten af tiden lægger man egentlig ikke meget mærke til den. Den står bare der i sit hjørne og er ‘noget grønt’.

Men ‘noget grønt’ pynter i alle rum, og Klivia – eller Clivia, som den også staves, fordi den er opkaldt efter en engelsk hertuginde, hvis pigenavn var Clive – er en drømmeplante for dem, der ikke er særligt gode til at passe stueplanter. Den er nærmest umulig at slå ihjel.

Klivia kommer, som så mange andre af vores stueplanter, fra varmere egne. Den vokser vildt som skovplante i Sydafrika, og vi har set den plantet som bunddække på Tenerife, da vi var der på ferie for rigtig mange år siden – i 1997 var det vist. Dengang havde jeg også min Klivia. Den samme plante.

Da jeg så den som bundplante, regnede jeg ud, at den nok ikke brød sig om for meget sol. Det flimrende lys under træerne passede den bedre, og hjemme igen blev den flyttet til et nordvindue. Det bekom den vel, og den står nu i det lille vindue i gangen, der vender ud mod skovhaven.

Der er nogle ganske få ting, man skal huske, hvis ens Klivia skal trives:

• Ikke for meget lys – i hvert fald ikke direkte sol.
• Ikke for meget vand, den kan ikke lide våde fødder, og kun gødning om sommeren.
• Rør ikke for meget ved bladene. De får brune spidser, hvis de bliver strejfet hver gang, man går forbi, men man må gerne tørre bladene af for støv med en fugtig klud, når de trænger.
• Giv den en hvileperiode hver vinter. Fra december til februar cirka. Det får den til at sætte blomst.
• Den behøver ikke at blive pottet om ret tit. Når den efterhånden har fyldt potten helt ud med sideskud og nye planter, kan man dele den og potte den om.

Der er altså noget ved at holde stueplanter i live i årevis. Det er slet ikke alle stueplanter, der er så langlivede, men de langlivede er bare dem, man bliver mest glad for. Dem, der følger en igennem livet.

Der er mange planter, der kan blive meget gamle: Monstera, Paradistræ (også kendt som Pengetræ), de mange forskellige Svigermors Skarpe Tunge, Sømandstrøst, en hel række sukkulenter – og faktisk også hibiscus.

Selvom de potteplanter, jeg kalder ‘en buket i en potte’ – dem man køber på grund af (årstidens) blomster, kan gøre glad og pynte på spisebordet i en tid, er de langlivede værd at satse på, og det betaler sig at sætte sig lidt ind i, hvordan de trives bedst. Så kan man have dem igennem tidernes skiften, hvor de bliver upopulære i perioder, og bare vente på, at de igen bliver det hotteste hotte, ikke?

God tirsdag.