Hvid januar er noget, nogle sundhedspersoner af en slags fandt på for nogle år siden. Den handler om, at man skal drikke smoothies og sære, grønne saftblandinger i stedet for rødvin i januar. Sikke da en ide. Nu har vejret besluttet sig til at vise os, hvad hvid januar i virkeligheden betyder.
Det blev ved med at sne hele dagen og aftenen i går. Nu er det holdt, og vinden har lagt sig lidt. Der hvor der er læ, ligger sneen tykt, og der, hvor vinden har suset, er sneen føget sammen i driver. Det er frost, så sneen vil blive liggende. Al unødvendig udkørsel frarådes fortsat, så vi er begge hjemme – til stor glæde for hundene.

De er vilde med sneen. De pløjer gennem driverne, ruller rundt og løber, så der står en sky af sne bag dem. Men selv for deres bomstærke, små ben er sneen høj, og når vi kommer ind igen, skal der soves. Soves, så man kan samle kræfter til endnu en tumletur i sneen.

Sådan går dagen, og sådan går den egentlig godt.

Det kunne nu være rart, hvis der kom en sneplov i løbet af dagen, så vi kunne komme i foderstoffen efter træpiller og hundemad. Begge dele blev bestilt, så leveringen blev forsinket på grund af sneen. Men mon ikke også de når til os med en plov på et tidspunkt? De kører i hvert fald alt, hvad de kan. Ellers må vi improvisere.

Håber, du også kan glædes over vejrets voldsomhed og umådelige skønhed. Vi kan jo ikke gøre hverken fra eller til, så vi kan lige så godt nyde det, der er at nyde i en rigtig hvid januar.
God hvid torsdag.
Selv om jeg ikke er så vild med sne som så mange andre er (især ikke mens den falder), så vil jeg alligevel have den form for hvid januar end den anden slags du beskriver. En januar uden rødvin ville være en ret sort januar for mit vedkommende … sne eller ej!
Jeg håber du er ved at være rask igen og at I får forsyninger igennem til hundene.
LikeLike
Det ville også være sort for mig. Jeg bryder mig virkelig ikke om askese 🙂 Det lykkedes at få den gamle 4WD gennem sneen og ned til Brugsen efter hundemad og fuglefrø, så alle er glade. Nu kan vi blive inde i dag 🙂
LikeLike