En gammel og gammeldags plante

Jeg har en svaghed for gamle planter og gammeldags planter. Ikke, at jeg ikke også nyder de nyeste hotte sager, men en plante, man har haft i mange år, er der nu noget særligt ved.

En af dem er Zephyrblomsten, der blomstrer i drivhuset lige nu. Den er en løgplante, en liljetype af en slags, og mine stammer fra et enkelt løg fra min mormor. Den har sat utallige sideløg gennem årene. Den har såmænd nok bredt sig fra hendes vindueskarm i Viborg til vindueskarme over det meste af Jylland.

Den er en af de planter, hvor det er blomsterne, der er spændende. Løvet, som skyder frem efter blomstringen og henter ny energi til løget, før det visner væk igen, er der ikke meget ved. Når bladene begynder at visne, holder man op med at vande og fjerner de visne blade. Efter en hvileperiode vander man igen og planter måske løgene om, hvis det er lang tid siden, det sidst er sket. Kort tid efter kan man se de første blomsterknopper komme frem igen. Det kan gøres et par gange på en sommer. Om vinteren står den inde – bag et gardin et sted, hvor den ikke får vand overhovedet.

Jeg har mine Zephyrblomster i drivhuset hele sommeren. De er glade for den fugtige varme derude, og de er rigtig gode til at holde Fru Krukke med selskab. De fører lange samtaler om skønhed og ånd og om manglen på samme i vore gudløse tider. Begge føler sig lidt fejlplacerede i et drivhus på landet, når andre af deres slags pryder haverne på slotte i Italien. Jeg så Zephyrblomster i en botanisk have på en ø i Lago Maggiore, og turde slet ikke nævne det for dem derhjemme.

Hvis du gerne vil have en zephyrblomst, har jeg set dem i gartneriet i Den Gamle By. Det var faktisk der, jeg fandt ud af, hvad min lille, lyserøde mormorplante egentlig hed.

God onsdag.