Syrenerne blomstrer igen i hegnet. Duften af syrener er duften af forsommer. For det er ikke forår længere. Det er forsommer.
Om få dage starter juni, det bliver pinse, hvor skoven bliver rigtig grøn, og så er det sommer. Forsommeren byder på så meget nyt i haven og naturen. Det er ikke længere mirabeller og slåen, der står som hvide skyer i hegnene. Det er hvidtjørnen, der blomstrer. Også en duft, men nu ikke så god som syrenernes.

På Fyn er der så mange syrenhegn. De er totalt overvældende. Farve og duft. Det har vi ikke her, men der er nu alligevel ofte syrener i hegnene, og det er en fornøjelse at gå forbi dem, stoppe lidt op og dufte og bare nyde at være til.

Mens man fryder sig over alt det nye, der springer ud og blomstrer, kan man alligevel ikke undgå at blive en lille smule nostalgisk over, at der også er så meget, vi først ser igen næste år. De gule mælkebøtter er blevet gråhårede.

Og tulipanerne synger på sidste vers. Det er det, duften af syrener også minder en om.

Det måtte gerne have varet lidt længere. Men tiden stopper ikke, fordi man beder om en lille pause, og her i forsommeren er der så meget på vej.

Ribs på vej, æbler på vej.

Alt det, vi skal høste i sommeren, sensommeren og efteråret. Det er nok godt sådan, for man når da ikke at blive træt af narcisserne, tulipanerne, de gule marker, mirabelleblomsterne og alt det andet. Man kan kun glæde sig til at se dem igen, og holde øjnene åbne, så man ikke gå glip af noget i den hvirvlende proces, der er forår og forsommer her nordpå i verden.
God mandag.
Ja, det er meget svært at måle sig med den skønne duft af syrener( det skulle da lige være duften af uægte jasmin)!
Og ha-ha altså ikke duften af stegt flæsk! Jeg tør vædde på at det kun kan være en mandenæse som synes det.
Selv har jeg desværre ikke plads til en stor syren i min lille bitte have, til gengæld har jeg to forskellige minisyrener i krukker, de blomstrer og dufter også skønt lige nu. Den ene er opstammet og lige i næsehøjde…og det bedste er at de har to gange blomstring.
Efter første blomstring står min store jasminbusk klar til at imponere, mon ikke du også ejer en sådan?
Men hold nu op, hvor det hele dog trænger til vand. Man bliver altså nødt til at hjælpe lidt med vandkanden, ihvertfald det som er nyplantet, dog med lidt dårlig samvittighed når man kender regningen for det.
Men al hobby koster jo 😉!!
Hav en fortsat god dag…….vh. Lillian
LikeLike
Ja, man skal da ikke lade planterne dø af vandmangel. Her snakker de om bygevejr i nat – jeg håber, de har ret. Minisyrenerne er så søde, og deres duft er intens. Vi har en i det store staudebed, og den er lige klar til at springe ud.
Den uægte jasmin har vi også. Den er både en fryd for øjet og for næsen. Vi skar den helt ned til sokkeholderne i efteråret, fordi den var blevet ranglet og havde bare ben. Nu vokser den igen, men der kommer nok ikke mange blomster på den i år.
vh/Karen
LikeLike
Nej Karen, der bliver vist ikke mange blomster i år( om nogen)!
I skulle ha’ skåret den ned lige efter blomstringen sidste år har jeg læst mig til. Men godt der er liv i den. Og som du ved…..alt kommer til den som kan vente! 😊🌺
LikeLike
Det går stærkt derude. For mig findes ingen bedre duft end syrener. Min kære husbond er ikke helt enig, han mener også duften af stegt flæsk kan noget 😊, og sådan er vi jo så forskellige 🤗.
LikeLike
Hver ting til sin tid, kan du sige til ham fra mig 🙂
LikeLike
elsker synet og duften af Syrener og blomstrende Æbletræer
der er ikke noget skønnere for øjeblikket
LikeLike
Nej, det er bare en skøn, skøn tid ❤
LikeLike