Honningløg i overstørrelse

Nu blomstrer de kønne honningløg, prydløgene Nectaroscordum Siculum.

Bierne er glade for dem, og det er jeg også. Jeg undrer mig bare over, at de er blevet så høje. Over en meter høje er de, og det var ikke meningen. Men pyt. Lad dem bare stikke snuden frem.

De skulle dog bare have været noget lavere, og jeg bliver nok nødt til at flytte dem fra forgrunden af bedet, for det giver en skæv balance, når de højeste planter står og troner foran alle de andre.

De er bare så fine med deres stribede klokker, så de får lov til at stjæle billedet i den tid, de blomstrer.

Mon de sår sig selv ligesom andre prydløg? Dem er der rigtig mange af i haven i år. De selvsår villigt og efter nogle år blomstrer de. Der er vi åbenbart kommet til nu, for de dukker op alle vegne.

Jeg holder rigtig meget af prydløg, så de er velkomne. Et forsøg med dem i skovhaven betyder, at jeg alligevel skal til at lægge løg igen i efteråret. Der skal også være prydløg i skovhavens andre tre bede. De svæver så fint over bedet, hvor de står, og de må gerne svæve over de andre bede også.

Hmmm – for en, der ikke kan lide at lægge løg, er det snart ved at være lidt ambitiøse planer for efteråret. Først var det tulipaner, jeg fandt ud af, jeg ikke havde nok af. Nu er det prydløg. De våde handsker, de kolde fingre og de både kolde og våde knæ havde jeg ellers besluttet mig til at droppe i år. Sådan kommer det nok ikke til at gå.

God tirsdag.