Første dag i 2022

Da vi vågnede i morges – på den første dag i 2022 – lød der søvnige lyde nede fra køkkenet. Det var ellers ikke så tidligt endda, men hundene sov trygt endnu, så de små gabelyde blandet med lidt træt småsnakken kom ikke fra dem.

Jeg vågnede lidt mere, og hørte: Hvis vi nu hopper ned fra hylden og sætter os op på trappen, tror du så ikke, hun kommer i tanke om, at vi skal puttes indtil næste december? Vi er altså trætte og trænger til at ligge ned.

I det samme strakte juletræet sig i stuen og rystede med pynten. Det er første nytårsdag. Juletræer har lov at gå på pension, når vi når 1. nytårsdag, sagde det og lod en sky af nåle falde fra de nederste grene.

Et par madonnaer blandede sig i koret. Det er altså vores tur til at sove øverst, sagde de. Der bliver så trangt i bunden af den store julekasse. Især når der også skal være plads til alle de skinnende kugler og hele menageriet fra Bethlehem. Jeg har helt ondt i øjnene, sagde Sankt Therese og begravede næsen i roserne.

Kun helårs-madonnaerne rystede på hovedet af alt det tøjeri. Det gælder bare om at tage sig sammen, sagde de. Så får man lov til at stå mellem blomsterne i drivhuset hele sommeren. De blev mødt af hovedrysten fra de søvnige nisser og et udvalg af små, trætte helgener. Sommertid er sovetid. Det ved enhver da.

Ok så. For at få ro, gik jeg i gang efter morgenmaden. Fandt frem, pillede ned, sorterede, vaskede, ryddede og pakkede. Og da de sidste smukke toner fra nytårskoncerten i Wien klingede ud, stod de to store julekasser klar til at komme på loftet. De to nisser vendte sig og gryntede lidt tilfreds dernede, så alting blev rystet på plads. Endnu en jul var gået.

Rigtig god og eventyrlig første nytårsdag.