Velkommen til overfladen – jeg håber, du har haft en god jul. Det har i hvert fald været det smukkeste julevejr, man kan forestille sig. Frost, sne og blændende sol.

Det var i det hele taget en dejlig jul. Både juleaften og juledagene. Med både ro, aktivitet og festligheder, og selvfølgelig med alt for meget mad.
Det gik fint med at kime med kirkeklokken, der gik ikke ild i juletræet, og julegudstjenesten var superhyggelig – selvom der ikke var ret mange mennesker.

Mange har vel tænkt, at når det ikke kunne være, som det plejer, ville de finde noget andet at lave juleaftensdag end lige at gå i kirke. Andre er vel blevet væk af frygt for smitte på trods af de stramme krav om afstand og mundbind.
Til gengæld var der mange mennesker i skoven i det dejlige vejr. Vi tog ned til Pøt Mølle i går og gik en dejlig tur i skoven der, og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået den ide. Parkeringspladsen var fuld. Der er altså også smukt på den rute, der lige præcis tager en times tid og fører gennem skov, forbi en sø og en stor eng. Og der er masser af plads til, at mange kan gå tur uden at gå i flok.


Nu er julens helligdage overstået. Det er egentlig lidt trist som altid, når noget godt er overstået – og alligevel.
Mere julemad kan maven bare ikke tåle, og nu starter den del af juleferien, jeg altid tænker på som rigtig ferie. For jeg er så heldig at have ferie til efter nytår. Det er den del af juleferien, der ikke er fastlagt af nogle former for særlige aktiviteter, der hører lige den dag til. Det er rigtige fridage.

Det betyder ikke driverdage. Det er dage, hvor der skal ryddes op i køleskabet, fryses rester ned (der er rester nok til en andepostej en dag i januar), vaskes duge og andet vasketøj. Der skal ryddes op og smides ud – og pynten skal kigges på med et kritisk blik. Det er vist tid til at finde nogle lyserøde hyacinter og hvide amaryllis.
Det er også tid til at overveje, hvad jeg skal lave til forretten til vores fælles nabo-nytår. Noget med rejer, måske? Jeg har en masse nytårsforretter med rejer på lager. Det skal i hvert fald besluttes en af dagene.

Men der er også tid til ekstra ture med hundene.

Og der er tid til at putte lidt i sofaen, mens det mørkner. For det gør det jo stadig tidligt. Men dagen er nu 2 minutter senere end ved solhverv. Al begyndelse er svær, men mon ikke dagen skal komme efter det i løbet af et par måneder?
God tredje juledag.
Det lyder som en vældig hyggelig tredje juledag 🙂 Vi er taget i sommerhus, med ro til at lave meget lidt og så lige gå et par ture. God ferie – kh Jette
LikeLike
Det lyder dejligt. Det er altså også det skønneste sommerhus, I har fået bygget jer 🙂
Kh, Karen
LikeLike