En gave fra Karen Blixens søster

Det var Karen Blixens søster, Ellen Dahl, der overdrog Sandbjerg Gods til Aarhus Universitet i 1954. Sandbjerg Gods ligger nær Dybbøl og har rødder tilbage i 1500 tallet. Nu fungerer godset som kursusejendom for Aarhus Universitet.

Det er et godt sted at komme. Smukke klassiske linjer, dejlig beliggenhed, udsigt over Alssund, ro og stilhed….Vi holdt afdelingsseminar der i fredags, og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om det – for hvorfor skrive om et afdelingsseminar? Det er kun interessant for dem, der er med. Så seminaret springer vi let og elegant over.

Men jeg vil gerne fortælle lidt om stedet. For helt umiddelbart retter man ryggen og lader skuldrene falde på plads, når man lytter til stilheden ved Møllesøen.

Når man nyder de fine linjer i de gamle stuer,

og kigger ud ad de gamle vinduer mod vandet.

Man mærker historiens vingesus, når man ved selvsyn ser, at Sønderjyllands omtumlede historie er tæt på. Her er 1864 mere end en dårlig TV serie.

Nyt og gammelt eksisterer nu i fin forening,

og man tænker på, hvordan der mon var engang. For selvfølgelig er det kun en afglans af den gamle elegance og rigdom, man oplever. Blomsterne i dekorationerne er kunstige,

men malerierne – og nogle af møblerne – er ægte, ligesom stemningen en stille fredag formiddag.

Der er stadig rester af haven, der må have været pragtfuld engang. Store, gamle træer – også en del mere ualmindelige som tyrkisk hassel – kæmpe rododendron og den største taks, jeg har set i mit liv.

Enkelte af de gamle avlsbygninger er bevaret. Det gamle brænderi og en gammel lade er smukt vedligeholdt,

og se, hvad jeg fandt derinde…

Mon Karen Blixen har besøgt sin søster der og kørt søndagstur over dæmningen med den gamle vogn, mens hun fortalte om Afrika og ham den lækre Finch Hatton?

Den slags steder taler til fantasien, og det er fantasien glad for. Fantasien vil så gerne tales til. For uden fantasien, var der ingen indlevelsesevne, ingen forbedringer eller fremskridt. Hvis nogen småvrissende skulle beskylde dig for at have en livlig fantasi, så sig tak og se glad ud 🙂

Har billederne næret din fantasi, er det fuldt ud tilladt at slå et smut omkring godset og gå en tur langs vejen mellem bygningerne og ned til Alssund. Du kan også læse lidt mere om stedets lange historie lige her: Sandbjerg Gods – Historien.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

10 kommentarer til “En gave fra Karen Blixens søster”

  1. Tak for en fin beskrivelse! Jeg bor på Als og kører ofte forbi Sandbjerg på vej til Sottrupskov. Der har de en kopi liggende af Nydambåden og iøvrigt bygget et par smukke nauster. Også et besøg værd, – hvis man kommer en tirsdag aften om sommeren, kan være heldig at få lov til at sejle med Nydam Tveir.
    PS: jeg har også haft fornøjelsen af kurser m.m. på Sandbjerg i mit tidligere arbejdsliv. Det er et formidabelt sted.

    Like

    1. Det er sådan et smukt område – og så fyldt med historie. Helt fra Nydambåden og frem gennem den urolige historie, man næsten altid møder i et grænseland. Ja, jeg håber bestemt, vi skal til Sandbjerg en anden gang, for det er – som du siger – et formidabelt sted 🙂

      Like

  2. Ej, Karen, du må skrive en bog, så du får en grund til at bo i huset ved vandet 🙂 Sikke da et smukt sted! (Ja, I bor jo i forvejen smukt, men måske knapt så storladent 😉 )

    Like

    1. Bare det at være væk fra de daglige omgivelser giver rigtig meget. Men de særligt smukke rammer på Sandbjerg giver en ekstra dimension. Der er også en bolig i nærheden lige ud til vandet, man kan søge om at leje, hvis man f.eks. er i gang med en bog eller lignende – det gad jeg godt!
      Kh, Karen

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.